strikeaprose.dk
Da jeg blev offer og krænker i H&Ms prøverum - Strike a Prose
STORYTIME! (sagt i bedste Youtube-influencer stemme.) I aner ikke, hvor fristet jeg var til at kalde dette indlæg et eller andet (endnu mere) clickbaity ala “Hun så mig nøgen!” eller “Free the nipples i H&M”, men det er vist ildeset, når man er nået min alder. For et par dage siden, tog jeg i H&M på Strøget, da jeg havde besluttet mig for, at mit tøjskab var i desperat mangel på et par cowboyshorts. Den indre stemme, som jeg har ansat for at passe på mit dankort, havde ellers forsøgt at bilde mig ind, at de lange underhyller, jeg anskaffede mig sidste sommer (efter at mine inderlår var ved at gå til af friktionssår), da snildt kunne gå for et par shorts. Et par cykelshorts. Bedst som jeg begyndte at kunne se mig selv køre et ”sporty chic med benskinner”-look, brød en anden stemme ind: den, som nogle gange tager på ferie, men som ellers arbejder på højtryk for at forhindre mig i at gøre mig selv til grin i offentligheden. Den sagde, “Cykelshorts uden cykel, er som ridebukser uden en hest. Don’t do it, stupid.” Så klart og præcist kan det gøres. Jeg havde forinden kigget i flere genbrugsbutikker, da jeg er blevet enormt træt af H&M, som ellers passer til mit budget. Jeg har især en aversion imod på den store H&M på Strøget, da jeg altid – på trods af at have været der mange, mange, mange gange efterhånden – farer vild og generelt finder den forvirrende og svær at overskue. Og så er den altid chokfyldt med mennesker. Men, som I nok kan regne ud, vandt mit irrationelle behov for at eje et par cowboyshorts over min H&M-lede, og sådan endte jeg altså i H&M en helt almindelig fredag eftermiddag. Jeg fandt et par pink cowboyshorts til 40 kr.(!) og et par ‘almindelige’ til 79,95 kr. og midt i min lykkesrus, kom jeg i tanke om, at jeg da egentlig også manglede nogle brysteholdere. Jeg er især blevet rigtigt glad for braletter (uden bøjle og push-up), så dem fik jeg også lige hamstret et par stykker af, og så begav mig ellers frisk og frejdig afsted mod prøverummet. Da jeg havde fundet et ledigt prøverum, fik jeg hængt alt mit shit – jeg mener alle mine ting – på knagerne, og så gik jeg ellers i gang med. Jeg havde med vilje valgt at iklæde mig tøj, som snildt kunne tages af og på, og før der var gået tredive sekunder, stod jeg som naturen har skabt mig – dog iført et par hæslige pink underbukser, som kunne give Rudolfs næse kamp til stregen i rollen som vejviser. Mens jeg fumlede med at få braletten af bøjlen, kunne jeg høre en rumsteren på den anden side af gardinet. Jeg nåede lige akkurat at tænke, at dette ville være det værste tidspunkt, at blive forstyrret på, da gardinet med et sæt bliver hevet til side. Jeg farede sammen og forsøgte instinktivt at dække min barm til, og vendte mig så om. Min ’intruder’ var en teenagepige, som ikke virkede synderligt angrende, men som fik fremstammet et ”Undskyld!”, hvorefter hun hev gardinet for igen. Og hvad gjorde jeg så? Jo, fremfor at tælle til 3 og synge ”Let it go, Let it gooo”, råbte jeg: ”Helt ærligt – hvad tror du selv?”. Nej, det giver ingen mening, men det var det bedste comeback, jeg kunne komme på, på daværende tidspunkt. Men, helt ærligt, er vi ikke alle sammen enige om, at hvis et gardin er trukket for, så er prøverummet optaget? Og hvis man er i tvivl, så kan man bukke sig ned og se efter ben? Eller er det nu kutyme, at man blot flår gardinet til side? Let me know, for så tror jeg, at jeg bliver hjemme og overlader butikkerne til årgang 0. Nå, for at gøre ondt værre, var der selvfølgelig ikke nogen af braletterne, der sad godt. Til gengæld sad begge shorts sådan nogenlunde. De bestod opgaven men ikke meget mere end det, men nogle gange går man bare efter et 02, har jeg ret? Jeg tog mit tøj på, fik samlet alt mit habengut sammen, og forlod så prøverummet. På vej hen til kassen, blev jeg ramt af en nagende fornemmelse af, at der var noget, der ikke var, som det skulle være; at der var noget, der manglede, eller føltes anderledes. Men jeg kunne ikke placere, hvad det var. Pludselig kom jeg så til at strejfe min barm med min albue, og den føltes væsentligt anderledes end den plejede. Blødere og lavere sat. Og så blev det klart, hvad det var, jeg manglede. Fandeme om jeg ikke havde glemt min egen brysteholder i prøverummet. Jeg overvejede et split sekund at sige ”fuck it”, da jeg stadigvæk var i gang med at bearbejde traumet fra sidste gang, men nej: the only thing to fear is fear itself, så jeg gik tilbage til prøverummet. Her forklarede jeg salgsassistenten, som godt kunne huske mig (hvad var der gået? 5 minutter), at jeg havde glemt noget i prøverummet. Jeg stillede mig derefter hen ved det prøverum, jeg troede, jeg havde været i, hvilket var blevet optaget i mellemtiden. Selvom salgsassistenten foreslog, at jeg “bare” skulle banke på gardinet og spørge, om jeg ikke måtte få det, jeg manglede, kunne jeg ikke få mig selv til det. For det første kan man ikke banke på et gardin, og for det andet ville jeg ikke forstyrre den pågældende person i deres proces; du ved, ligesom jeg selv var blevet skræmt fra vid og sans ikke ret længe forinden. Med andre ord: jeg er pisse dårlig til at håndtere den type situationer. Jeg ventede et stykke tid foran gardinet, og da det omsider blev trukket til side, kunne jeg med det samme lure, at der ikke hang nogen BH på knagen derinde. Var jeg overhovedet sikker på, at det var dét prøverum, jeg havde været i? Maybe not. Så måtte det have været det ved siden af. Så jeg stillede mig derhen i stedet for, hvor jeg stod som en creeper i en rum tid. Jeg prøvede at stå med ryggen til, men da kvinden havde en klapvogn med derinde, er gardinet ikke ordentligt lukket for. På et tidspunkt får jeg øjenkontakt med kvinden i spejlet, hvilket er endnu mere akavet, end da jeg et par sekunder senere tager mod til mig og siger: ”Undskyld, jeg er virkelig ked af at forstyrre dig, men hænger der en brysteholder på knagen? I så fald er det min”. Det skal lige siges, at kvinden var fuldt påklædt(!) Vigtig detalje alt taget i betragtning. ”Jeg kunne godt ane dig derude – det skulle du da bare have sagt,” svarer hun og gav mig min brysteholder, en smule irriteret. Hvilket jeg godt kan forstå, specielt hvis hun har kunnet se mig hele tiden. Før jeg skyndte mig væk, fik jeg fremstammet et ”tusind tak”, endnu et ”undskyld”, og et ”jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg skulle håndtere situationen.” Sådan er jeg nemlig: ikke bange for at lægge mig fladt ned og erkende, at jeg er virkelig bad at life. Og mennesker. Og det var historien om, hvordan jeg i H&Ms prøverum blev både offer og krænker. Uheldigt, men det bekræfter samtidig min tese om, at pinlige og akavede situationer klæber til min person. Og jeg må sgu arbejde på nogle bedre comebacks, til når jeg bliver forstyrret i prøverummet. Relateret