vandely

Jeg står og skriger mine lunger ud under vand; som en hjælpeløs fisk i et akvarium. Og her står du på den anden side og prikker til glasset med varme læber prydet af et bredt smil og et ignorant glimt i øjet. Men du ved ikke bedre, og måske det er bedst sådan. For man siger jo, at uvidenhed er lyksalighed. Og det sidste jeg vil er at gøre dig ulykkelig. Så jeg må fortsætte med at svømme rundt i mit akvarium af bedrøvelighed og sætninger, der nåede at drukne, inden de blev til. Så længe du lover ikke bare at skylde mig ud i toilettet, når jeg til sidst får slim i gællerne og stopper med aktivt at pumpe luft ud af blæren, stiger op til vandets overflade og ender som endnu en skælklædt ballon med bugen i vejret. Forrådnet og død; badet og svøbt ind i min egen sorg.