ugers

I et lille glimt af glasskår og kold vind fandt du mig. Forladt, med tårer i øjnene. Det vækkede gamle følelser indeni dig, og du satte dig ned og lagde armen om mig. Her sad hun. Pigen du engang var så forelsket i. Hun græd. Tørrede sine salte tårer med håndryggen, og lagde forsigtigt hovedet mod din skulder. Hendes korte hår kildede dig under hagen, når vinden fik fat i en lok. I sad bare der på trappeafsatsen, og kiggede ud i mørket, og i et øjeblik kunne du næsten bilde dig selv ind, at det ikke var et år siden i sidst havde talt sammen. Du gav hendes skulder et klem, og hun gav dig et hastigt kys, der blev til flere. Nu kyssede hun dig. DIG. Det føltes så bizart, men ikke forkert. Du troede måske at du stadig var forelsket i hende. Dage blev til uger, og uger blev til måneder. Og for hver dag der gik blev hun gladere og gladere. Hun græd ikke mere. Hun behøvede dig. Men hver gang hun kom dig nær, tav du. Som mindede hun dig om noget der gjorde ondt. Som et stik i maven. Hun bemærkede at du trak dig væk. Hun troede det var hendes skyld. At hun endnu en gang havde forvoldt skade, med hendes store, klodsede hjerte. Hun græder lidt igen, men du siger det er ingenting, og kysser hende på panden. Du tænker tilbage på aftenen på trappestenen, da det susede for ørerne da hun kyssede dig. Dengang du i et øjeblik godt kunne tilgive hende, for at have ladet dig vente. Men livet gik videre, og i kunne ikke blive siddende på den trappe for evigt. Men hvordan har du tænkt dig at fortælle hende, at du bare endnu engang forelskede dig i en gammel melodi, du engang kunne lide?

Søde S,
føler det er længe siden jeg har skrevet til dig, selvom det måske kun er tre uger siden.
Jeg føler mig tom, som jeg har gjort længe. Måske er det bare fordi min depression er ved at blusse op igen. 
Synes folk er begyndt at blive mere og mere modbydelige. Måske er jeg bare hypersensitiv? Jeg ikke rigtig finde ud af det.
Jeg har det så skidt med mig selv. Jeg har taget på, og min læge siger det er godt, fordi nu kan min krop virke godt igen. Alle virker så positive. Men jeg er ved at falde fra hinanden. Jeg hader at være i min krop. Det ved du. Selvom du nok også ville være glad for jeg er blevet “normal” igen.
Jeg lå igår og tænkte på dig, fordi du blev nævnt i en samtale. Jeg begyndte at græde helt hysterisk.
Jeg savner dig af helvedes til.
Jeg er stadig ved at ringe til dig engang i mellem, men jeg ved jo, at det ikke er dig der tager telefonen.
Jeg kan huske du engang sagde til mig, at så længe jeg kan se mig selv i spejlet, så kan jeg gøre hvad jeg vil. Men det kan jeg ikke mere. Jeg væmmes ved mig selv. Jeg hader alt det jeg ødelægger. Hvornår blev jeg giftig?
Jeg snakker næste aldrig om dig, og jeg har det dårligt med det. For du bør jo nævnes. Men det gør så ondt. For jeg får bare mere og mere lyst til at tage hen til dig. Ville nogen overhovedet savne mig? Det tror jeg næsten ikke.
Undskyld at det her brev er blevet så rodet, jeg havde bare meget i hovedet.
Jeg elsker dig, og jeg savner dig.

Kys,
E

I løbet af de seneste to uger har jeg både været i byen på en helt almindelig torsdag for første gang, røget mine første to joints samt haft mit første egentlige onenightstand, og når jeg tænker tilbage på det, har de oplevelser gjort mig mere lykkelig end det 12-tal, jeg fik i min SRP ugen forinden
—  Kronik i politikken, 23. Marts

Det er maj og jeg tænker stadig på dig og det pisser mig af noget så groft og vi skal stadig på samme skole efter sommerferien og jeg kommer nok til at se dig om to uger og jeg frygter det så meget. vil allerhelst bare undgå dig, lade som om du ikke er der, du gør mig så ked af det, for i mit hoved er du stadig en helt vidunderlig og fantastisk person

morgenkaffen smager bedre end den nogensinde har gjort, mine venner er glade, jeg elsker dem så højt, de fortjener alt det gode der findes i universet, jeg har klippet mine negle, lige meget hvilken sang jeg sætter på, nyder jeg den i fulde drag, er blevet venner med min mor igen, har lyst til at danse hele tiden, jeg rejser 3 uger til Italien om 6 dage, jeg har skåret ned på smøgerne (selvom jeg stadig ryger en del), jeg er vild med en pisse dejlig fyr, som oprigtigt giver en fuck for mig, jeg har ikke haft en dårlig dag længe og jeg er så fandens glaaaaaaaaaad, iiiih

Jeg gad godt være en af de personer med mange planter på mit værelse, men jeg er typen, der glemmer at vande dem i flere uger og så overvander dem pga dårlig samvittighed… Jeg kan dræbe selv sukkulenter

Vil du virkelig gerne vide, hvad der skræmmer mig? Det skræmmer mig at der er en mulighed for, at vi om nogle dage eller uger eller år, ikke længere taler sammen. Det skræmmer mig, at der er intet du kan sige eller gøre, som kan forsikre mig om, at det aldrig sker. Det skræmmer mig at jeg tænker på, at vi kan vokse fra hinanden, længe inden vi overhovedet når at vokse sammen og det skræmmer mig, at jeg ved at muligheden er der. Det skræmmer mig, at vi enten forlader hinanden eller at bliver sammen for evigt

I de næste to uger skal jeg så børste tænder med citron og bagepulver, hvilken udsøgt smagsoplevelse….men ja så kan jeg måske få fine hvide bisser hæhæ, sådan kan det gå når man ik har været til tandlæge i (holy fuck….its been that long?) 8 år? bør nok skære lidt ned på kaffe og smøger…

mandariner

jeg savner da jeg havde tid
til at lægge neglelak
til at spille klaver
til at gå i bad
til at være ked af det
til at gå på toilettet og tage min telefon med
til at kede mig
til at spise havregrød om morgenen
til at kigge ind i væggen
til at købe nye strømpebukser
til at spise 4 mandariner

men nu er gymnasiet 7 uger inde og jeg har kun tid til at spise 2 mandariner

Jeg er typen der smider hvad jeg har i hænderne, hvis en ven lige pludselig skriver at de har brug for at snakke.
Og det er egentlig lige meget om vi ikke har skrevet i flere uger, måneder eller år.