svare

jeg orker ikke at svare på beskeder
eller ligge det tøj sammen som bliver krøllet i mit skab
jeg orker ikke at gentage mine sætninger
eller rette min drejede strømpe
orker ikke at læse de få lektier til i morgen
eller vande de tørre brune planter

orker ikke at flytte mig fra stolen
kan jeg sidde her til jeg vokser ud af mit tøj
eller har slidt stolens armlæn ned? 
hvis bare jeg nu kunne gro fast ville livet måske køre forbi 
man overses så let når man sidder stille

Jeg er ikke god nok og jeg har aldrig været det. Mine karakterer er okay og det samme er mit forhold til mine forældre. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare når jeg bliver spurgt ind til mine fremtidsdrømme eller hvad jeg er god til. Jeg ved ikke engang hvad jeg egentlig kan lide. Jeg er blevet vant til at sige, at min yndlingsfarve er blå, for alle kan lide blå. Jeg har gode venner, mange bekendte og vi snakker om fester og skiferier. Jeg har lært at det er fint, at det er sådan. Jeg har lært at klappe af andres talenter og jeg har lært at vi klapper, hvis du er god nok. Jeg har lært at smide en mønt i kasketten og at smile til fremmede og jeg har også lært, at intet er samfundets skyld. Jeg har lært, at jeg er min egen lykkesmed, men at jeg selvfølgelig skal smede på den måde I vil have. Jeg er ikke god nok og i jeres øjne bliver jeg det aldrig. Men jeg nyder solopgangen hver morgen og jeg lærer langsomt at begrebet ‘god nok’ ikke er  nødvendigvis hører hjemme i min verden
Penisfælden

“For nylig sad jeg nøgen i en sofa på Nørrebro. Ved siden af mig sad en mand. En af de gode. En af de søde, kloge og sjove. En af dem, man falder for og forelsker sig i.

I en bisætning får han lidt indirekte og lidt hypotetisk sagt, at han allerede har mistet interessen for mig. Hvis han »nu havde haft tid til over en periode at fantasere om mig, havde det måske været noget andet«. Men nu var det sådan her. Sådan, at jeg var nøgen, og at vi ikke havde datet.

Mens han snakker, dækker jeg mig til. Jeg kryber under et tæppe. Der er koldt på Nørrebro nu. Jeg kigger lidt væk og lidt rundt, og jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Jeg tænker på, at jeg var et grådigt barn. Jeg spiste snildt to plader Marabou uden skyggen af skam. I gymnasiet levede jeg af Nutella. Jeg spiste aldrig brød til. Glas, ske, spis. Og det samme med mændene. Hellere i dag end i morgen. Og nej, jeg spiste aldrig lige brød til.

Og så tænker jeg på, at det føles som en lidt hård ting at sidde og sige, når man vitterligt lige har haft sex. Normalt er det her samlejets prime time. Det er tiden for forstillelse, hvor man kan lege lidt, at man er kærester. Man kan holde i hånd, og man kan grine, og man kan ligge tæt, og man kan glemme, at man egentlig er alene, og at København nogle gange er en stor by at være så alene i.

Og så tænker jeg, at det er godt, at jeg har prøvet det her før. Han er ikke den første, der skyller mig ud med sveden, så jeg kender grimasser, der passer, og jeg ved, at det er mere end mine bryster, der skal dækkes til. Jeg skal også skjule, at det er hårde ord at høre, når man lige har ligget og forelsket sig. Lidt.

Jeg giver ham ret med tillært selvfølgelighed. Jeg åbnede gaveboden for tidligt, kastede præmierne for hurtigt, for hårdt og for gratis i nakken af ham, så selvfølgelig skal jeg ikke gøre mig forhåbninger om at blive inviteret ud. Jeg har bortgivet alt, så jeg er svag, så jeg har tabt alt – noget med Kierkegaard. Det kan jeg godt se. Det kan jeg godt forstå.

Men faktisk kan jeg overhovedet ikke forstå det. Jeg forstår ikke den regel. Jeg har aldrig forstået lige netop den regel. Jeg forstår ikke, hvorfor tidlig sex afliver enhver form for fremtid som andet end bollehul. Jeg synes, det er en dum regel.

Men værre endnu er det en regel, der kan gøre god sex til et stort fejltrin, og mig til noget uværdigt. For det er jo mig, der skulle håndhæve reglen. Jeg var den, der skulle styre mig. Gøre mig fri af mine lysters vold.

Min mand på Nørrebro stoppede mig i hvert fald ikke. Der var intet ’Halli-halløj, kan du lige få de trusser på igen, hvis du ellers håber på en fremtid her’ at hente fra ham. Mest af alt var der bare to tumlende og bumlende mennesker i en entré og hen ad en gang og fremkæmpende mod en sofa. To mennesker, for hvem det ikke kunne gå hurtigt nok.

Det forstår jeg ikke, at der skal udgydes skam over. For skammer sig, det gør man, når man pludselig sidder i en sofa og bliver droppet på forhånd. Man skammer sig lidt og ærgrer sig meget.

Man skammer sig over ikke at have styret sig. Pæne piger havde nok haft mere tøj på og mindre sæd oppe i sig, hvis det var dem, der var havnet i en sofa på Nørrebro. Det føles som en fælde for de forfaldne. En penisfælde. Så man skammer sig lidt.

For jeg ville gerne have haft chancen. Også selv om jeg ikke er kærestemateriale. Mine tre store passioner i livet er min mor, min kat og min matadorboks. En mere dødssyg treenighed skal man lede længe efter. Men jeg ville gerne have haft muligheden for at vise dybderne af min egen nederenhed.

Nat blev morgen, tøj blev samlet sammen og jeg kom på en cykel mod Østerbro gennem et mennesketomt København. De få jeg mødte, gav mig et indforstået blik med på vejen. De vidste nok godt, hvad jeg havde lavet, og mellem os opstod igen den skam, jeg var blevet foræret natten forinden.

Men jeg vil altså ikke tage den på mig. Skammen altså. Jeg gav, tog og fik, hvad jeg havde lyst til, da jeg havde lyst til det. Det er ikke noget at skamme sig over. Det er bare en dum regel. Den slutshamer på sådan en subtil måde.”

Amalie Langballe, i Information 12. maj 2015

Jeg vil have dig, men jeg afskyer dig også. Jeg vil have, du skal skrive, men jeg gider ikke svare, når du gør. Jeg vil kysse dig, men du skal ikke tro, du bestemmer over mig.

Jeg har et usundt forhold til kærlighed, og jeg ved ikke, om jeg skal blive ved med at kæmpe for os, når jeg nu elsker dig inderst inde, eller om jeg skal lære at give slip.