streger

NYFØDT

Jeg savner dengang det eneste pres vi følte
var de lette bump fra rygsækken mod lænden
Rygsækken der dækkede vores ryg hele vejen fra skuldre til røv
og var fyldt op med bøger og lysten til at lære
og farveblyanter og noter
og Batman madpakke og kladder til kærestebreve
Jeg savner dengang at løbe over vejen var et voldsomt adrenalin rus
Det shit var bedre en coke
Nu efterfølges denne løbetur over de kridhvide streger
bare af en sitrende skuffelse over at bilen ikke kørte hurtigt nok
Jeg savner dengang man aldrig kunne sætte kryds i “det ved jeg ikke”
“måske”
“Det er kompliceret”
Jeg savner dengang forældre var en mur der dækkede fra skuldre til røv
Jeg savner dengang forældre var en sikker havn og at hjem altid duftede af friskbagte boller og af at alting nok skulle blive okay
Jeg savner dengang forældre ikke var mennesker
Men superhelte, tankelæsere der altid vidste hvornår man skulle have et kram
Nu venter jeg i døråbningen med åbne arme, mens de tjekker regninger
Jeg savner dengang ordet “fint” var positivt og en løgn altid blev efterfulgt af skyld
Jeg savner dengang ord endnu var mig ukendte
og jeg ikke kunne sætte ord på den følelse der fik mig til at skrige og bryde ud i gråd
Jeg savner dengang jeg kunne røre indersiden af min mors mave
Hvor alting var varmt
og alt der lå for mine fødder var en moderkage og muligheder
Jeg savner dengang mit navn kun var en hvisken og jeg ikke var andet end et lille smil og en genert tanke
Jeg savner dengang hele min eksistens var baseret på rendyrket kærlighed og endnu uplettet håb

Du siger du godt kan lide min hænder, de er store, fingrene er lange og tynde. Jeg har akkurat et leds længde mere end dig.
Du kalder dem digter hænder fordi det røde fortæller en historie siger du.
Du lader ofte dine fingre stryge hen over den og lægger din hånd ind i håndfladen på min og venter til jeg indser at du vil flette fingre.
De passer ikke perfekt, men du siger intet er perfekt og det vel det beroligende ved det.

Du siger jeg ikke skal slå på ting mere, at jeg skal styre temperamentet, ikke fordi du er bange for selv at komme til skade, men fordi du godt kan lide den røde farve som den har lige nu.
De hvide streger hen over, som jeg kalder murstens ar, af indlysende grunde.

Du hører knækkende, og væmmes - forsøger at fortælle mig det er usundt, men jeg siger det blot er lyst der frigives. Jo mere fri jeg er, jo bedre føles det.

Du tager min hånd endnu en gang og knuger den mens du tager den mod dit bryst og siger “se hjertet banker stadig” - og du har ret, det gør det. Jeg knuger også din hånd, som jeg falder i søvn uden dig nær mig.

Intet var perfekt, men sådan skal det jo heller ikke være.