skyld

  • Okay
Play

dette er en sang som jeg skrev for et pænt stykke tid siden, og jeg tænkte at jeg ville dele den med jer for hyggens skyld.. det er ikke nødvendigvis den retning jeg musikalsk gerne vil gå i, men teksten er ret sigende og ja; i er mere end velkomne til at lytte til den og komme med feedback, jeg håber rigtig meget at i kan få enten det ene eller det andet ud af den

Nummer 277 på min mandehadeliste

Mænd som efter sex, postulere, at grunden til den tidlige udløsning, skyldes at det har været lang tid siden sidst.
Bitch nej, du kom så tidligt, fordi at min fisse er Gud og du blev velsignet.

Airing schedule for Nordics

For those who doesn’t watch Disney Channel Miraculous Ladybug will air on Tuesdays and Thursdays at 16.25 and 20.45.
(Only one new episode a day.)

This is confirmed with Denmark, Norway and Sweden. As Disney Channel Nordic usually have the same schedule I assume it’s the same for Finland and Iceland, but please confirm it for yourself!

For de som ikke ser på Disney Channel Miraculous Ladybug går på tirsdager og torsdager kl. 16.25 og 20.45.
(Bare en ny episode om dagen.)

Dette er bekreftet med Danmark, Norge og Sverige. Siden Disney Channel Norden som regel har samme program regner jeg med at det er det samme for Finland og Island, men sjekk selv for sikkerhetens skyld!

Vi afbryder meme helvedet for at bringe dem det helvede der lige nu foregår inde på Berlingske’s facebook.

Vi har de sjove kommentarer som den her,

og så har vi de klassiske kommentarer “det er muslimernes skyld!”

Tak Else. 

kan det virkelig være rigtigt at jeg ikke er god nok, som jeg er født?
kan det virkelig være rigtigt, at jeg skal fjerne min kropsbehåring, for andres skyld?
kan det virkelig være rigtigt, at jeg skal barbere mig, så ham jeg skal i seng med, ikke bliver skræmt væk?
kan det virkelig være rigtigt, at andre skal bestemme om jeg ser rigtig ud?
kan det virkelig være rigtigt, at det er min skyld, hvis folk råber eller dytter efter mig eller endda chikanerer mig, fordi jeg ikke har dækket den krop, jeg er født med, godt nok til?
kan det virkelig være rigtigt, at jeg skal bekymre mig om, om andre synes jeg har bollet for mange eller for lidt?
kan det virkelig være rigtigt, at min værdighed måles i, hvor mange pikke jeg har rørt?
kan det virkelig være rigtigt, at jeg ikke har et ord for min egen kønsdel, der ikke gør folk utilpas?
kan det virkelig være rigtigt, at jeg skal passe på med at nævne det naturlige (og livsbekræftende, dog fandens smertefulde) blod, der kommer ud af mig hver måned, i frygt for at gøre nogen utilpas?
kan det virkelig være rigtigt at jeg ikke må have/nævne/vise hvad jeg er født med - hår, blod, smerter, kropsdele?
kan det virkelig være rigtigt at jeg ikke er god nok. som jeg er født?
—  kan det virkelig være rigtigt?
Jeg er ikke god nok og jeg har aldrig været det. Mine karakterer er okay og det samme er mit forhold til mine forældre. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare når jeg bliver spurgt ind til mine fremtidsdrømme eller hvad jeg er god til. Jeg ved ikke engang hvad jeg egentlig kan lide. Jeg er blevet vant til at sige, at min yndlingsfarve er blå, for alle kan lide blå. Jeg har gode venner, mange bekendte og vi snakker om fester og skiferier. Jeg har lært at det er fint, at det er sådan. Jeg har lært at klappe af andres talenter og jeg har lært at vi klapper, hvis du er god nok. Jeg har lært at smide en mønt i kasketten og at smile til fremmede og jeg har også lært, at intet er samfundets skyld. Jeg har lært, at jeg er min egen lykkesmed, men at jeg selvfølgelig skal smede på den måde I vil have. Jeg er ikke god nok og i jeres øjne bliver jeg det aldrig. Men jeg nyder solopgangen hver morgen og jeg lærer langsomt at begrebet ‘god nok’ ikke er  nødvendigvis hører hjemme i min verden

Vi er til en lille privatfest i et hus 1 minut på cykel fra min lejlighed. Vi danser sammen på stuegulvet til Ulige Numre, som er hans absolutte, danske yndlingsband. Hans bedste veninde råber noget i nærheden af “Hvad fanden laver I?” efter os, men vi ignorerer hende. Vi danser så tæt, at jeg kan dufte, at de bruger skyllemiddel hjemme hos ham. Jeg kigger ind i hans brune øjne, og hans læber presser sig blødt, men beslutsomt mod mine. Det må være vodkaens skyld, at det kilder sådan, tænker jeg. Ingen registrerer det. Jeg tænker længe, at jeg er den eneste af os to, der husker det og holder det for mig selv. To nætter senere vågner jeg klokken 04 og ser, at han akkurat lige har drunk snappet mig om, at han hører Ulige Numre. Jeg undrer mig over at være vågnet, lige da han skrev og prøver at tillægge det hele en dybere mening. Jeg falder først i søvn halvanden time senere, da jeg begynder at skrive om mine forskellige kys:

Vi står i mine forældres indkørsel og kysser farvel. Hvert kys smager af et mere. Jeg siger til ham: “Det er egentlig underligt, at man kan være forelsket og deprimeret samme tid” og citerer senere mig selv på Tumblr. Vi kysser på hinanden 3 år i træk.

Vi er i køkkenet i lejligheden og driller hinanden, mens vi vasker op. Han angriber mig med opvaskevand på hænderne. Jeg vender ham ryggen og får ansigtet ind mod køkkenvinduet. Det er vinter og sort udenfor, så vinduet fungerer som spejl. Han står bag mig med hænderne om mig og masserer opvaskevand ind i ansigtet på mig, mens jeg hysterisk skriger af grin som et lille barn. Da jeg vender mig om, kysser vi.

Vi forlader diskoteket med hver vores meget pinke drink og går om bag et supermarked, hvor jeg stiller mig på et par paller, så vi får samme højde. Han er forelsket i mig. Jeg er ikke forelsket i ham. Det ved vi begge, men alligevel kysser han mig meget prøvende. Jeg nyder opmærksomheden. Han nyder at nøjes med.

Et halvt år senere møder jeg ham igen i byen. Jeg er blevet single. Jeg har drunktextet ham bare for at få min eks på afstand. Han er stadig forelsket i mig og tager ned til diskoteket og står i kulden uden jakke på i december måned. Han har hættetrøje på. Han tigger mig om, at vi tager hjem til ham og ser film sammen. Af medlidenhed kysser jeg ham farvel, tager ind på diskoteket igen, lover ham at komme hjem til ham efter byturen, men kontakter ham aldrig igen og ignorerer hans mange beskeder.

Det er året, hvor jeg skal konfirmeres. Vi sover sammen for første gang. Han er venner med min lillebror, som sover på en madras på gulvet ved siden af os. Vi har set Ulvepigen Tinke, og introen afspiller igen og igen på skærmen. Vi kysser til klokken halv seks om morgenen. Det kilder i skridtet for første gang.

Han er mørkhåret og er rejst en time med tog for at se mig. Han er sulten, og han køber pølsehorn på tanken. Han er den første til at sætte læberne på mine bryster. Han har fyldige læber, og vi kysser foran mine forældre i stuen. Det er langdistance. Det er uofficielt. Vi taler i telefon sammen til klokken 01 mange hverdagsnætter, og jeg giver mine forældre en telefonregning på over 500 kr og får konfiskeret min telefon.

Vi tager hjem sammen efter en gymnasiefest efter at have besøgt den lokale “yallahbutik” Han køber en meatlover-pizza, jeg en vegansk falafel. Intet harmonerer. Vi kysser. Vi knepper. Han fortæller mig, at han har drukket 8 Breezers. Jeg husker ikke så meget andet.

Han var min bedste ven gennem hele folkeskolen, og vi boede med kun ét hus imellem os. Vi har fået mange timer til at gå med at spille hockey på asfalten og at følges til og fra skole. Det er den afsluttende fest i 9.klasse. Jeg har kæreste på, men vi kysser hinanden venskabeligt.

Det er de mindre klasser i folkeskolen. Han er min første forelskelse. Han er klassens mest populære dreng. Han går altid en kæmpe omvej hjemad efter skole for at følge mig hjem, hvor vi kysser farvel. Vi holder i hånd i klasseværelset, da vi ser High School Musical med vores musiklærer, Lisbeth. Vi er lige forelskede, og jeg skriver kærestebreve til ham på Diddl-papir, men han forelsker sig i min bedste veninde.

Mine forældre kan ikke lide ham. Vi er kærester og mødes mest i ungdomsklubben på hverdagsaftener. Vi holder i hånd, og her lærer jeg, at jeg bedre kan lide at holde i hånd end at kysse. Når klokken er 21, skal jeg hjem. Jeg har togskinner. Vi kysser med tungerne i garderoben hver gang. Jeg kan ikke lide det, for der er altid publikum på. Jeg kommer altid for sent hjem. Mine forældre bliver altid sure.

Vi er til klassefest, og det er højsommer. Vi bruger det meste af natten afsides fra de andre til festen - nemlig udenfor, hvor vi blandt andet springer halvnøgne i et kæmpestort badebassin med drengene. Vi er gode veninder. Vi er pissefulde. Vi twerker med bukserne nede om anklerne. Drengene elsker os.

Vi skriver sammen på MSN. Der er diskolys i svømmehallen nogle fredage. Vi mødes dér. I al hemmelighed holder vi i hånd under boblerne med vores rynkede klorvandsfingre. Vores venner opdager det. Vi er ligeglade. Jeg ved, vi kommer til at kysse og panikker over, hvor jeg skal gøre af mit tyggegummi. Jeg enten sluger det eller spytter det ud i vandet.

Det er halvanden måned efter, vi er gået ud af vores 3 år lange parforhold. Vi mødes tilfældigt i byen nytårsnat, hvor du står i baren og deler shots med dine veninder. Vi hilser, tager et shot, og du siger “Den her nytårsaften er godt nok anderledes end de andre” og det lyder på en og samme tid som både noget positivt og negativt. “Ja”, svarer jeg lige så gådefuldt igen. Du tager hårdt fat om mit baghoved, presser mig ind til dig og kysser mig hårdt i panden, inden du forlader baren. Det er det sidste kys, jeg nogensinde får af dig. Det er bedst sådan, siger jeg tre måneder i træk til mig selv og får endelig overbevist mig selv om det.

—  noget om at kysse og blive kysset på, og noget om noget, der kilder i kussen og noget, der slet ikke gør

Vi var to matchende ar; de samme udvekslende linjer i den selvsamme film - vores spillefilm. Vi var den yndlingssang, som vi begge sang med på i synkroni, imens vores stemmebånds rungen flyttede bjerge og ledte vores fantasi til det fredsfyldte Himalaya, hvor din og min sjæl kunne lege frit sammen i ro og mag. Var. Vi var engang et os. Men os blev til vi; og vi blev til dig; og dig blev til mig; og du og jeg blev til - hvem? Alting endte i kaos og larm; et virvar af modstridende følelser, der viklede sig rundt om hinanden og dannede knuder på luftrøret. En krig, hvor alle knep gjaldt, om hvem der var skyld i hvad; hvem der hurtigst kom videre; hvem der hurtigst kunne glemme; hvem der, med korteste intervaller, kunne dyrke sex med flest; hvem der var mest ligeglad; hvem der gav op på hvem; og hvem der først fik nok. Men nu har støvet lagt sig, kanonerne er løbet tør for krudt, blodet er blevet udgydet og der står kun ét mørbanket spørgsmål tilbage på slagmarken. Vil du stille dig tilfreds med at falde i søvn i skyggesløret af den forkerte hver evig eneste nat? Indtil det ikke længere er nok; indtil drengene fra byen, du tager med hjem, ikke er nok; indtil deres omfavnelse ikke længere gør dig tryg, men kun maser dig ned i fjedrene af sengen; indtil deres kroppe ikke varmer dig, men blot fylder dit hjerte med kold, overflødig luft, der til sidst springer i luften af overbelastning; indtil fatamorganaet af det rigtige begynder at se forkert ud; indtil facaden ikke længere holder stik, men langsomt går i opløsning og efterhånden svinder hen; indtil deres tilstedeværelse bare får dig til at føle dig endnu mere ensom. Mutters alene siddende på dit værelse med dine sprukne læber pakket rundt om en smøg, der ikke længere lader til at dulme både hoved- og hjertepinen og lede tankerne et andet sted hen; væk fra alle minderne om ham, der engang kunne kategoriseres som værende “the one and only”, men pludseligt og uventet endte med at være “the one out of many”. Du ser mig stadigvæk i sort og hvid; som et fotografi af en anden løgn; et andet liv, der aldrig blev født. Men bringer du farverige nuancer til billedet, kan du se, at der ikke er så meget at frygte, som du tror. Jeg ville hellere starte fra bunden af igen og bygge et robust hjem end at leve i et faldefærdigt hus af gamblende kort, hvor væggene bliver blæst væk af vinden og taget falder ned over hovedet på os, og vi er endnu ikke vågnet op fra mareridtet, vi håbløst prøver at flygte fra, så vi ender med at blive knust og dø af kvæstelser; væk og borte og aldrig mere igen. Nej, jeg vil holde fast på dig som om, at jeg aldrig ville kunne lade dig gå. Du kan sige og ikke sige, hvad du vil sige; sige hvad du aldrig viser eller mener - men lad os være ærlige og sige, hvad vi allerede ved. Din sjæl hører til her. Det er ikke, fordi jeg ikke kunne tyde det, da jeg følte skriftsproget, der dannede sig i din hånd ved berøring. Dit bål er slukket, og jeg er den eneste i en miles omkreds, der ved, hvordan man tænder det på ny. Og husk på. Når man først har lært at tænde et bål, sidder det i kroppen - og så glemmer man det aldrig. Vi fik det bedste og værste ud af os; men udryddede det bedste, da livets strabadser og turbulente flyveture til ukendte destinationer tvang os til det. Vi blev til en tumult af ung kærlighed og forvirrende teenage-hormoner. Men jeg ved, at vi stadigvæk holder hinanden varme, selv uden fysisk nærvær, når vores tanker spadserer ud i små tråde og ender med at væve hinanden. For jeg ved, at du stadigvæk kigger ud fra dit værelse om aftenen og håber på, at jeg kommer valtrende med øjnene sigtende efter dit vindue; at du valgte fransk som sprogfag i gymnasiet, fordi du syntes, det var så hyggeligt, da jeg sagde je t'aime eller kaldte dig for mon monde med min gebrokne accent. Jeg ved også, at du stadig finder mig i de sange, vi lå og lyttede til, da vi dovnede den af og legede under lagner hele dagen på dit værelse. Ja, faktisk de fleste af ugens dage. Og midt i dette opkast af tankemylder, står jeg på stationen og overvejer at tage hjem til dig, selvom jeg nok øjeblikkeligt ville blive skudt koldblodigt ned af din forpulede far som en uagtsom ræv til jagtsæsonen. Men hold kæft, hvor ville det være en smuk måde at dø på.

Jamen jeg elskede dig - selv når du var ked af det og gav mig skylden for alt. Jeg gav dig alt, hvad jeg havde; drænede mig selv for kærlighed. Jeg elskede dig højere end min egen mor; gjorde mig selv ulykkelig for din skyld. Jeg rev mit bankende hjerte ud og rakte dig det som offergave; naglede mig selv til korset og trodsede guderne for din skyld. Jeg tog dine ar og gjorde dem til mine egne; stjal dem fra dig for at beskytte dig. Og nu elsker du mig bare ikke længere? Fortæl mig. Hvornår begyndte vores kærlighed at falme? Hvornår blev du bare endnu et bekendtskab, som jeg hader? Jeg ved godt, at jeg ikke var, hvad du havde i tankerne, men jeg fortjente bedre fra dig. Du kunne have været ærlig med mig - i det mindste have gjort et forsøg? Jeg prøvede at bygge et slot ud af mudder, og du var regnen, der kom og skyllede det hele væk igen. Du prøvede at slukke ilden i vores soveværelse, imens jeg var ude for at hente brænde. Jeg stoppede med at elske dig, da du stoppede med at være min medicin og blev min sygdom istedet. Jeg har lavet en liste over alt det, jeg foragter, og jeg skrev dit navn ned flere gange. Nu går jeg bare og venter på, at hele min verden falder fra hinanden. Jeg venter på, at stormen kommer og tager mig.