remser

Generation 0.

Vi startede alle som 0’er. Blev sat foran fladskærmen og stoppet en sut i munden. Vi startede alle som curlingbørn. Båret i børnehave med flyverdragt og elefanthue på. Vi startede alle i 0. klasse. Rim og remser og starten på larmen som har fulgt os siden. Ja, vi startede alle som curlingbørn, men kom ud af maskinen som problembørn med ADHD og mentale sygdomme.

Vi blev alle teenagere. Hovedtelefonerne blev proppet i og er ikke kommet ud siden. Vi startede alle i skole. Kiggede ned på mobilen når vi blev usikre og sagde læreren imod, fordi det var ‘sejt’. Vi blev alle hjemme. Men kun hvis vi kunne ‘fake’ en sygdom, fordi depressionen pressede, eller computeren kaldte. Ja, vi blev alle teenagere og skrev igen og igen, ord efter ord, at det ikke er okay, at være ‘barnlig’ eller ‘anderledes’.

Nu sidder vi her i 9’ene klasse. Nogle føler sig stadig som en 0’er, men de fleste ved, at næste gang blir’ vi 10’ere. Nu er det nu. Men når vi kommer hjem, kører fjernsynet stadig, og der ligger en sedl fra ‘moar’. Når vi kommer hjem, sidder mor og far og venter på karaktererne. Vi SKAL tage en gymnasiel uddannelse. Når vi kommer hjem, er huset kaos, og far drikker et glas vin til aftensmad. Når vi kommer hjem, kaster vi følelserne op og lukker alle ude, og græder til vi ku’ skrige, for skolen hjælper ikke på depressionen. Når vi kommer hjem, sætter vi os foran computeren. Her kan vi i det mindste komme væk fra denne her fuck’d up generation.

For ja, vores forældre curlede os ihjel, og deres skilsmisser knuste os indeni. For ja, de sociale medier har givet os umulige forventninger til os selv og dem omkring os. For ja, fjernsynet og mobilen og computeren har måske ødelagt vores syn forevigt, men hvad er der tilbage at se? Hvorfor leve som sig selv, når man kan leve som en anden i en ‘virtual reality’? Hvorfor gå i skole, når man stadig føler sig som en 0’er? Hvorfor elske sig selv, når man altid kunne blive så meget bedre?

Vi stoppede med at spise

og fordøje

for det kom aligevel ud igen

og ingen kunne elske en tyk krop.

Vi stoppede med at elske

os selv

da vi fandt ud af, at græsset altid er grønnere på den anden side

og at alle aligevel kun tænker på sig selv.

Vi stoppede med at lære

og se

for vi dør jo aligevel

og ingen bliver husket om 10.000 år.


For vi er jo generation 0. Og hvem vil huske en 0’er?