mangler

I’d been stuck in one gender my whole life. It never bothered me. Now I wondered how that would feel for Alex. The only analogy I could come up with wasn’t a very good one. My second grade teacher, Miss Mengler (aka Miss Mangler), had forced me to write with my right hand even though I was left-handed. She’d actually taped my left hand to the desk. My mom had exploded when she found out, but I still remember the panicky feeling of being restrained, forced to write in such an unnatural way because Miss Mengler had insisted, “This is the normal way, Magnus. Stop complaining. You’ll get used to it.”
—  Magnus Chase and the Gods of Asgard: The Hammer of Thor, Rick Riordan
jeg mangler dig til at

holde om mig, hygge med mig, synge med mig, drikke kaffe med mig, drikke øl med mig, kysse med mig, smile til mig, snakke med mig, ligge med mig, julehygge med mig, gå ture med mig,,,,,

Mangel

Jeg mangler noget. Jeg ved ikke hvad. Kan mærke en lille gnaven i maven, som indikerer, at der mangler noget. Hvad mangler jeg?

Jeg ved ikke helt, hvad jeg føler. Jeg føler mig måske lidt tom?

Jeg føler, at… nej, jeg ved det ikke. Jeg kan ikke engang sætte ord på det. Jeg mangler ord. Jeg mangler svar. Mennesker. Noget at give mig til.

Nej. Jeg ved det ikke. Årh! Det er irriterende og trættende. Gør én lidt rastløs, lidt ked af det også.

Det ligger i hjernen. Svarene. Men det kan ikke komme ud. Jeg kan i hvert fald ikke få det ud. Ikke som ord i hvert fald. Men følelserne er der. Det er sådan, det kommer ud. Men jeg vil gerne vide, hvad det egentlig er helt præcis. Ellers er det svært at gøre det bedre.

Jeg bliver så sur på mig selv når jeg tænker på dig
Når jeg savner dig
Når jeg mangler dig
Når jeg stadig er fanget i momentet, hvor jeg følte din kærlighed
For det var ikke din kærlighed jeg følte
Det var ingenting
Jeg var ingenting
Du var ingenting
Det “vi” jeg hungrer efter findes slet ikke og eksisterede aldrig
Jeg var aldrig din
Du burde ikke være min
Men det er du
Jeg ved godt du er ligeglad
Men du er noget særligt for mig
Jeg kan ikke gøre for det
Så jeg bliver sur
Sur over de følelser jeg føler jeg ikke burde have
Men de er der, og jeg ved ikke hvordan jeg får dem væk

Det er som om jeg gerne vil have at der sker et eller andet forfærdeligt som kan redfærdiggøre at jeg har det pissedårligt - jeg mangler et eller andet jeg kan være ked af, så jeg ikke skal føle mig så magtesløs og så det hele ikke er så uhåndgribeligt. Jeg er dødtræt af ikke at kunne stille noget som helst op overfor mig selv og min krop og mit sind. Jeg vil jo bare gerne være glad, forhelvede, og uafhængig og fri og gennemsyret lykkelig.

Jeg mangler en person.

En jeg kan dele alle mine skæve tanker med.
En jeg kan betro mig til.
En der kan betro sig til mig.
En der vil sidde til langt ud på natten, dele en flaske god vin og snakke om alt mellem himmel og jord.
En der vil stå op klokken 10 for at tage på Louisiana, selvom vi først sov klokken 05 natten før.
En der ikke siger mig imod, når jeg fortæller hende hvor smuk hun er.  
En der kan lide prisvindende film, der vil se 4 i streg gennem udsigten fra mine omfavnende arme.
En der vil kysse, for at kysse. 
En der vil eksperimentere.
En der udfordrer mig.
En der kan hjælpe mig med at lære mig selv bedre at kende.
En der tror på mig. 

Jeg mangler en.  

jeg mangler en at ryge en smøg med
en person hvor vi det ene øjeblik sidder og snakker og griner
og det næste kan vi være musestille og bare nyde hinanden selskab
shit hvor jeg savner det

mangler virkelig en som jeg kan snakke med til langt ud på natten og som vil holde om mig og nusse mig i håret og trække mig tæt ind til sig så jeg kan falde i søvn til lyden af hans vejrtrækning og som vil smile til mig når vi vågner igen og kysse mig godmorgen og fortælle mig at jeg ser dejlig ud med morgenhår og uden makeup