kollodium

Flere fotos at fornøjes med

Her bringes, med største fornøjelse, lidt flere billeder fra samlingen. Nu med navne.

Sara Wyff Wonsil Mark

Niels Thomsen og Stine

Kerstine Fallesen

?ren Klausen Due S Stenderup 

(altså formodentlig Karen eller Maren, men sedlen mangler en bid)

Hvis nogen ved hvem disse mennesker er/er efterkommere, hører vi gerne fra jer. Vi vil gerne have en datering på nogle af disse billeder (udover rammen 1857-1870), særligt ville det være fedt, hvis vi kunne få en sikker datering på bare ét billede til før 1860.

De små

I går var det de gamle, i dag er turen kommet til børnene :-).

Det er kun få af børnene på Aagaards billeder der er identificeret. Måske fordi man aldrig ved på forhånd, om det er barnets navn, eller en forældres… Men det kunne nu stadig være sjovt at få nogle historier med til billederne i bogen, så her får I lige en håndfuld “uledsagede” børn, der endnu ikke er identificeret. Har I lyst til at give en hånd med?

Her er instruktioner til hvordan DU kan hjælpe med at opstøve de gode historier til den kommende Aagaard bog :-). -Og som altid: På forhånd, og af hjertet, TAK!


Herover: Billednummer 2, Lauritsen, W? 

-Det sidste er altid stednavnet, så det må være et sted der starter med W/V. Vi har flere fra Vamdrup og Vonsild, men det kan selvfølgelig også være andre steder med W. Dateringsmæssigt ser billedet ud til at være fra omkring 1866/67.


Herover: Billednummer 123, Hans Andersens enke, N? 71.

-Stednavnet starter med N, og dateringen er 1871 :-)


Herover: Billednummer 147, Wigtor Bæk

-Ham har I set før, for han er én af mine favoritter :-) -Jeg håber lidt det er ham, og ikke hans far, der hedder Wigtor, for det hedder han ihvertfald i mit hoved. -Dateringen er usikker, men jeg vil skyde på sidst i 1870′erne.

Der er intet stednavn, så han er formodentlig fra Kolding


Herover: Billednummer 157, Ørums børn. Intet stednavn, så formodentlig Kolding..

Hvis disse to søde piger skal med i bogen, skal billedet lige et smut forbi vores billedredigeringsekspert… Men nu må vi se. Det er jo sjovest hvis der følger en historie med.

Dateringen er formodentlig i sidste halvdel af 1870′erne.


Herover: Billednummer 413, Ludvig Lassen, M? 73.

Her er det helt sikkert farens navn! -Dateringen er 1873, og stednavnet må være noget der starter med M…


Herover: Billednummer 462, Hans Christian Dahl, Ødis

-Farens navn. Dateringen er nok slut 1870′erne.


Herover: Billednummer 579, Hesselballe, 70

Ikke mange informationer, men måske man alligevel kan finde en børneflok af den sammensætning i Hesselballe i 1870?


Herover: Billednummer 739, Kristian Lorensen, Kruthuset

Jeg ved ikke lige hvad/hvor Kruthuset er, men det er da noget at gå efter, skulle man mene… Dateringen er et sted i 1870′erne.


Herover: Billednummer 796, Waldemar Andersen, Wamdrup

-Han ligner da godt nok også en Waldemar, synes jeg :-) -Igen er vi nok et sted i 1870′erne.


Herover: Billednummer 693, Dusderia Akasia Steinfag

-Denne får I også lige, selvom jeg allerede selv har været på jagt…

Jeg fandt Dusderia og Acasia Lag, steddøtre til Wilhelm Steinfadt i folketællingen fra 1880. De bor på Rendebanen, og Wilhelm er blikkenslager (måske det er hos ham Aagaard køber glas til sine negativer??). 

Deres Mor hedder Johanne Steinfadt, født Hansen. Hende og Wilhelm har, udover de to piger som må være fra et tidligere ægteskab, sammen børnene Frederikke og Wilhelm. 

Hos dem bor også en Victoria Lag, som er i pleje (fra noget af moderens tidligere svigerfamilie må man formode?)

-Jeg har ikke i min kursoriske søgning kunnet finde mor og døtre andre steder, men der er en del med navnet Lage i Kolding, så mon ikke det er det Pigerne (og deres far, må man formode) hedder?

Nå, men det kunne være super, hvis der var nogen derude med mere tid end mig, der havde lyst til at finde ud af noget mere om dem… Om ikke andet, så er det da nogle navne der er let genkendelige :-)

Jeg vil slutte for i dag, og ønske alle en god Sankt Hans aften. -Jeg formoder alle har husket at pynte deres køer??

God jagt!

Det er jo slet ikke til at få armene ned!

Efter indlægget om Landerupgaard-drengene i går, kontaktede Poul Duedahl os. Poul har en ane blandt Aagaards billeder, og har derfor været gæsteblogger. I kan læse indlægget her. Men det er også Poul der har skrevet artiklen om Jens Nielsen i sidste års Koldingbog.

-Og han kunne fortælle, at ikke nok med at billedet af Jens Nielsen er et Aagaard billede (hvad man jo straks kan se når man kigger på det), så så han også i forbindelse med sin research til artiklen mange flere Aagaard billeder. 

Det viser sig nemlig, at en del af arkivalierne fra Landerupgaard ligger på Rigsarkivets afdeling i Viborg! -Og her er både fotoalbums med navne bag på billederne, og tilmed regnskaber der viser, at drengene hvert år i forbindelse med konfirmationen blev fragtet til fotograf P. Aagaard i Kolding for at blive fotograferet! -Så udover navne til nogle måske ukendte Landerupgaardbilleder, har vi altså også her, for første gang, muligheden for at se hvad Aagaards priser var!

Det er jo helt fantastisk! -Jeg tager derfor til Viborg på onsdag, og graver (forhåbentlig) en hel masse gode informationer og historier frem! Jeg glæder mig som et lille barn! :-D.

Men i mellemtiden kan I jo læse den fremragende artikel om Jens Nielsen, der levede et hård liv, blandt andet på Landerupgaard, og som endte sine dage på tragisk vis. Helt ekstraordinært giver vi altså den elektroniske udgave af artiklen fri allerede nu, og ikke først efter udgivelsen af dette års bog, som vi plejer. Rigtig god fornøjelse, den kan varmt anbefales!

(klik på den blå tekst herover for at læse artiklen)

-Og så håber jeg selvfølgelig, at jeg når jeg vender hjem med en hel masse Landerupgaarddrenge efter mit besøg i Viborg, at jeg så kan regne med jeres hjælp til at finde ud af hvad der er blevet deres skæbner sidenhen… For dét er da en historie der vil noget!

Men I skal heller ikke snydes for et enkelt billede i dag, men det er til gengæld også et helt særligt et:

Herover: Billednummer 784, Fru Ignes Pontoppidan (Kolding?)

Altså….. Pontoppidan tyder jo unægteligt på en familiær tilknytning til Aagaard…. men Ignes?? -Og flere eksperter udi gotisk skrift har været på sagen! Det ser altså ud til at det er det der står… Hvad stedangivelsen angår, så står der ikke noget, hvilket plejer at betyde at personen er fra Kolding. Men hvis det er et familiemedlem på besøg kan det jo nemt være han har gjort en undtagelse for den regel.

Jeg har forsøgt mig med nogle hurtige søgninger i dansk demografisk database, men kan ikke finde nogen Ignes, Ines eller Agnes Pontoppidan… Måske I har mere held med jer? -Jeg kunne ihvertfald rigtig godt tænke mig at vide hvem denne dame er :-)

Spændende er det, det hele! God jagt!