hober

joon-kei  asked:

What kind of houses do you think each of the paladins would own if they could? I personally see shiro as kind of a loft guy. And I can't see poor Keith in anything other than his desert shack haha

Beachfront ocean house for Lance with a nice view. He likes being able to walk right out to the water. And his place also has spare rooms for guests so his family and friends can come visit. 

I think Hunk would like something comfortable and practical. Cozy place with an open layout and maybe a nice deck for the summer. He’s got a newly renovated kitchen. Also, a big garage with lots of room to tinker around with space tech. 

Pidge is alright with apartment living, she doesn’t mind the location or space itself just so long as she can decorate it however she likes and really make herself at home. Will absolutely stick 20 succulents by her window. 

And just like how I can’t see Allura or Coran ever really leaving the castle, I can’t picture Keith being anywhere but his shack either. And actually, I like to think Shiro would like living there as well (Keith did have that spare change of clothes for him there, so I like to think Shiro’s stayed over before). I feel like outdoor living would be very good for them both, and they both have an appreciation for some nice peace and quiet. 

I also think Shiro would very much make it a project to help fix up the place a little. It’s been in disrepair for a while, and I think there are some things Keith would want to restore too–the table, adding in a bed, ect. I also headcanon that Shiro and Keith used to go out on late night runs through the desert on Keith’s hober bike a lot, so I can picture them still exploring the area. Some time apart from the world after everything with Voltron would also be good for them both I think. It would be a way to kind of just stop and catch their breath and adjust to their new lives. 

De kommer og går, ligesom møl i køkkenet. Nogle gange sværmer de overalt, mine tanker flyver afsted og er ikke til at undgå, andre gange kan jeg uden bekymringer åbne alle køkkenskabene og føle, der er rent, pænt, insektfrit. Køkkenet skal altid være ordentligt, siger min far. Ellers gider man ikke lave mad. Ellers hober det sig bare op. Så står man desperat og slår med armene om sit hoved, forsøger at slå ihjel, at blive fri, det er både ulækkert og anstrengende at blive hæmmet af noget, der er så meget mindre end én selv.

I går var en dårlig dag. I hvert fald de første tolv timer - jeg arbejder som en hest for tiden, har tjent over 3500 kr. fra torsdag-lørdag - og jeg havde for tredje dag i træk ti timer, der skulle overstås i friturelugten, før jeg kunne drage til en afskedsfest hos min veninde om aftenen. Ligesom jeg drager hun på højskole til januar. Vi er virkelig en del af samme segment - det er tydeligt - alle de inviterede lignede hinanden, jeg var bare den næste i rækken, det er både vildt fedt og lidt underligt at være uoriginal i en gruppe. Men i virkeligheden er vi alle jo meget ens, det prøver jeg at minde mig selv om dagligt.
Jeg ved ikke rigtig, om jeg glædede mig til festen. Jeg vågnede bare kl. 05:30 og vidste, jeg skulle afsted, lørdag morgen meldte sin ankomst tavst og med isblåt skær. Pengene betyder ikke engang noget særligt for mig længere. Ikke at de gjorde det i starten heller. Men min første lønseddel var en glædelig overraskelse, en slags sejr for mig. Nu tager jeg mere pengene for givet. Tænker ikke rigtig over, at jeg tjener ti-femten gange mere på en måned, end jeg gjorde i gymnasiet. Jeg ved, det lyder mærkeligt, at jeg så arbejder fuldtid og enkelte gange mere, hvis jeg er ligeglad med pengene - men jeg skal jo også have tiden til at gå med noget, og så kan jeg flytte hjemmefra til sommer, jeg vil bare så gerne flygte, jeg vil så gerne realisere mig selv. Det er min motivation, tror jeg. Men det er vel også en måde at sikre sig, at folk ikke ser skævt til én, selvom jeg hader at indrømme det. Alle arbejder jo. Hvis man ikke arbejder, så skal man enten være meget kreativt anlagt og nyde friheden og sine morgenjoints og være lidt fuck systemet-agtig, det er jo også cool nok, eller også skal man have en undskyldning, f.eks. at man alligevel skal på backpackertur til Asien om under en måned og at det derfor ikke kan betale sig. Ellers er man højst sandsynligt bare doven.

Det er så ubehageligt, når man føler, at alting foregår oppe i ens hoved, at hele ens liv bare er en drøm. En illusion. Noget, der i virkeligheden ikke sker. Jeg hader, når jeg har en så dårlig dag, at jeg kan tænke sådan - for så bliver livet ligegyldigt. Jeg mener, hvis det bare er kunstigt det hele, hvorfor skulle jeg så anstrenge mig? Glæde mig? Gøre gode ting? Det tæller jo alligevel ikke. Sådan har jeg haft det enkelte gange i mit sabbatår, må jeg indrømme. Mine følelser blusser op eller forsvinder fuldstændig, når jeg ikke er i social kontakt det meste af tiden, når jeg ikke distraherer mig selv fra mit hoved. Jeg risikerer at koge over. At gøre ting og først opdage, hvad jeg har gjort, bagefter.

Jeg var stille på arbejdet og færdiggjorde mine pligter. Jeg grinede med og slappede af, når der ikke var bestillinger, dvs. fyldte brødkurvene op med servietter og tømte opvaskemaskinen, men jeg tænkte ingenting imens. Jeg nåede også at lave mig selv en kop te for at få en lillebitte smule varme i mig, men jeg var ikke tørstig. Vores strøm gik over tredive gange, lyset tændte og slukkede, så man fik kvalme af det, og jeg måtte lave mad under pres uden at vide, om jeg brugte den rigtige mayonnaise eller ej, fordi lokalet blev så mørkt. Jeg var stille. Jeg var hjemme ved 17-tiden og strak min krop ud på yogamåtten, så på min nøgne krop i spejlet efter mit bad, solen var gået ned for længe siden. Aftensmad: Grønne linser, salat med tahindressing, bagte rodfrugter. Køleskabsvand. Min far fortalte om sin dag. Jeg var stille. Mascara, motiverende musik, mellemlang nederdel i mørte nuancer. Min cykel mangler olie. Jeg var stille.

Det var en rigtig fin fest i virkeligheden. Jeg hyggede mig med en fyr og en pige, jeg ikke har set siden 2.g, de gik på årgangen over mig, og vi skrev i sin tid skoleblad sammen. Jeg var slet ikke stille, i hvert fald ikke, som jeg havde været det i løbet af dagen, jeg løsnede vel op. Jeg blev inviteret med til den enes nytårsfest. Vi sad ude i kulden på altanen, mens de røg, og så var jeg bare ærlig om mit liv og min virkelighed, fordi jeg ikke magtede at pakke noget ind. Jeg drak hvidvin, men jeg var ikke fuld. Måske synes folk, det er skørt, når man bare siger ting. Men de nikkede begge meget og lod ikke engang til at være overraskede over, hvad jeg havde at sige, at det hele går op og ned hele tiden. De er begge på universitetet nu. Dannede mennesker. Jeg holder faktisk meget af dem. Pigen kender Norge, fordi de går på samme studie. Det er lidt morsomt. Men igen - det er segmentet! Senere snakkede jeg længe med en fyr, der går på den samme højskole, som jeg skal starte på. Han fik nærmest tårer i øjnene over, at han snart skal stoppe, blev ved med at stryge mig over ryggen og sige, ej, hvor skal du glæde dig! Det er det vildeste! Det gjorde mig glad, og jeg sagde tak, fordi jeg er bange for det. Da han sagde farvel til mig, krammede vi, hans kæreste var kommet for at hente ham. Så gav han min arm et klem og fik mig til at love, at jeg bare måtte skrive, hvis der var noget. Så fine mennesker, der findes. Snart havde jeg været vågen i et døgn, det gik op for mig, de fleste faktisk var gået. Så tissede jeg og tog mine sko på og sagde tak for i aften til min veninde. De hørte Last Christmas.

I dag har jeg det meget bedre. Jeg har fri i dag. Det er irriterende, hvordan jeg fra det ene øjeblik til det andet kan skifte humør så meget. Får jeg menstruation snart? Det er ikke til at sige. Jeg gider iøvrigt heller ikke skyde skylden over på en af min krops funktioner. Det forekommer mig latterligt at distancere sit følelsesliv på den måde - at gøre noget andet til årsagen. Jeg savner jo bare at blive holdt om, jeg får sjældent kram, egentlig. Nå. Jeg vil købe en plakat til mig selv i dag. Tage på julemarked. Støvsuge, løbe. Alt skal nok blive godt igen. Nu gør teen mig i hvert fald varm.