fordis

jeg prøver tit at tænke på hvem jeg gerne vil være, men sandheden er at jeg nok egentlig gerne vil være alting og det kan man jo ikke. jeg ser mig selv i de bøger jeg læser om piger som tager bussen om morgenen og altid har cykelshorts på under deres kjole, selvom de går ned over knæet, og jeg ser mig selv i de piger som bader i vandfald og tilbringer nætter på gigantiske enge omringet af paddehate og violer, og som har værelset fyldt op med grønne planter og altid går iført en gul jakke. jeg ser mig selv i de piger som altid har sorte blonde bh’er på, og som oftest går uden trusser og tilbringer et utal af nætter i armene på fremmede fyre med ukendte navne, og jeg ser mig selv som en af den slags piger som altid er iført sort tøj og rød læbestift og som ikke rigtig giver en fuck, men som i virkeligheden alligevel gør, fordi jeg ser også mig selv i de piger som tænker lidt for meget og siger for lidt, og dem som egentlig altid går iklædt hvidt fordi det er renhedens farve og det er en af de piger jeg ser mig selv som, og jeg ser mig selv i de mennesker jeg ser på gaden som har designer tasker svunget over skulderen og går med punge på størrelse med day tasker, og som altid har travlt fordi de har arbejde, og møder og middage og mennesker og har så travlt men egentlig ikke rigtig når noget, og jeg ser mig selv i lange nætter med midnatssnak i sengen og hans hånd i min, og jeg ser mig selv i 8 timers søvn og at være en fri kvinde. jeg ser mig selv i dyr vin på fine restauranter i indre by, med folk som har succes og kan give mig kontakter og kontanter og jeg ser mig selv i papvin og blue camels på altanen i selskab med folk jeg holder af og holder ved og jeg ser mig selv i piger som altid råber lidt for højt og drikker for mange gratis drinks og jeg ser mig selv i piger som sidder alene i hjørnet og nikker til daquries som de selv har betalt for og jeg ser mig selv i piger som på gaden går i deres egen verden og som ønsker at blive glemt eller aldrig at havde eksisteret, og jeg ser mig selv i piger som mener de er blevet sat på jorden af en grund og som med garanti vil blive til noget stort for de har ambition og en mening i livet og jeg ser mig selv i piger som elsker duften af nyslået græs, og som går rundt i fine blå sommerkjoler og bare ben, og som altid dufter af dyr parfume og mentol tyggegummi. jeg ser mig selv i piger som har snavs under deres negle, og som kunne bo i et træhus resten af deres liv og som ikke har noget i mod at blivet kastet i jorden og sat på plads og jeg ser mig selv i piger som græder ofte, og græder meget og som knækker sammen ved den mindste smule modstand og jeg ser mig selv i piger som altid står stærkt og som ikke er til at slå ud og som elsker lyden af regn i mod vinduet og tordenvejr om sommeren, og jeg ser mig selv i piger som aldrig bærer makeup og som altid har lidt for store sweatre på, selvom det er sommer. jeg ser mig selv i piger som prøver at flygte fra dem selv, og piger som rejser langt væk, både psykisk og fysisk fordi de ikke føler at de hører til, og du må kunne forstår at hvis jeg ser mig selv i alle disse piger, hvordan skal jeg så nogensinde kunne finde ud af hvilken af dem jeg er?
I was going to post about how I miss being a drum major.

Then I realized that you never stop being a drum major. 

Once a drum major, always a drum major. 

The things I miss most, are seeing those people every day. 

Yeah, they pissed me off a lot, but it was a great four years. 

We overcame hardships no other band would dare have nightmares about. 

I miss them. 

My best friend, and chief legal council. 

My band.

My seniors. 

Hvorfor gik du med ham, og efterlod mig i stikken uden svar? Var det fordi, han fik dit hjerte til at slå hurtigere, end jeg kunne? Gav han dig alt det, jeg ikke kunne? Fik han dig til at grine mere, end jeg kunne? Var det hans forførende ord, der fik dine kinder til at rødme mere, end mine kunne? Jeg gider ikke engang forestille mig de sætninger, der slyngede ud fra jeres tunger den nat; jeres blufærdige ansigter presset tæt op af hinanden; dit smil da han spurgte, om du ville med ham hjem; jeres sammenflettede hænder, da I gik i nattelysets skær velvidende, hvor meget mit hjerte blødte. Fjern dine hænder fra hende, din slyngel. Hun er det eneste, jeg nogensinde har elsket, og du må ikke stjæle hende fra mig. Jeg trygler jer, vil I ikke nok lade være med at kæmpe imod jeres kroppe under beskidte og krøllede lagner, når I slukker lyset, og lader natten bringe, hvad natten bringer?

Der er bare nogle sange, som man forbinder med bestemte personer, fordi de passer sammen med bestemte episoder. Også selvom sangteksten eller kunstneren er malplaceret

Forstår inderligt ikke dem, der bliver blæst væk af richkids’ penge. Jeg mener fair nok, at de kan hælde om sig med Moët som var det en billig øl fra Netto, køre rundt i en lækker øse og i klæde sig dyrt designerkluns - no hard feelings. Al lykke til dem. Men lad os nu være ærlige. De har ikke arbejdet deres røv ud af bukserne for det. Forstår ikke hvorfor de skal være hævede over andre af den grund. Medmindre de selv har tjent en million i en alder af 18, så er Loboutin-fyren i min verden ikke meget bedre end ham, der render rundt i Bilka-sneaks. De er hverken mere eller mindre værd, medmindre andet konkret beviser det. Jeg mener, at respekt er noget, man gør sig fortjent til gennem hårdt arbejde og ved at behandle andre ordentligt - det er ikke noget, man får foræret. 

Egoisten

“Jeg har ingen kærestesorger.
Ingen at savne.
Ingen at tænke på.
Der er ikke nogen der giver mig lyst til at tømme den liter vodka der står i mit barskab.
Men jeg ved at i morgen tidlig, når jeg står på perronen og venter på et forsinket tog,
fordi DSB har ligeså lidt styr på tingene som mig, så er vodka flasken tom og ligger ødelagt i tusind stykker,
i præcis ligeså mange stykker som mit hjerte er smadret i, fordi jeg selv valgte at kaste det ned i jorden, i stedet for at give det til en anden.
Men hvad er forskellen?
Han havde sikkert kastet det alligevel.
Måske ligger flasken i den busk hvor jeg brækkede det dårlige selvværd op,
for at bagefter tøre mig om munden med de mentalt beskidte hænder.
Jeg står på perronen med en tom kondompakke, en tom cigaretpakke og et endnu mere tomt hjerte.
For jeg har ikke nogen grund til at have drukket den flaske og jeg savner ingen og jeg tænker ikke på nogen andre end mig selv”

(min oplevelse med bulimi, det kan være anderledes for andre!)

Er der noget der kan sætte mit pis i kog så at sige så er det når folk siger til mig at alle unge mennesker har en spiseforstyrrelse på et eller andet tidspunkt i livet og at det “bare” er en “fase” som unge piger (typisk) gennemgår

NEJ 

En spiseforstyrrelse er ikke bare en “fase” eller noget man har/vælger fordi man vil tabe sig og spise lidt mindre og det er IKKE kun piger 

min personlige oplevelse: 

en spiseforstyrrelse er et forvrænget billede af sin krop, et stærkt had men også en afhængighed af at blive godkendt, at føle sig værdig i samfundet, det er en følelse af at ligemeget hvad man gør, så vil det aldrig være godt nok - jeg græd da jeg havde taget på, jeg skreg og slå hænderne på gulvet og ønskede mig langt væk fra det liv jeg var blevet givet, jeg ønskede ikke jeg var til. 

jeg følte ikke at jeg kunne opnå noget og jeg følte ikke jeg fortjente at nyde livet når jeg var så grådig som jeg var. 

og jeg er langt fra rask nu - jeg er stadig igang med at blive helbredt og jeg har STADIG disse tanker og følelser og jeg tør STADIG ikke stille mig op på vægten og se hvad min vægt er - for hvis den viser mere end sidste gang, så går min verden under og det lyder overdrevent og dramatisk, men kun dem der har gennemgået dette vil vide hvordan det virkelig føles som. 

en spiseforstyrrelse er en SYGDOM, ligesom fx OCD, det er en afhængighed og en alt-ødelæggende perfektionisme der overtager din identitet, dine sociale egenskaber, din kreativitet, din livslyst og meget mere som jeg kunne skrive om, men sagt med andre og kortere ord: det er en sygdom, nogle tanker i dit hoved, der ødelægger dit liv og forhindrer dig i at gøre det du fortjener: at leve livet. 

Jeg valgte ikke bulimi, jeg valgte ikke at sidde på toilettet det meste af dagen, jeg valgte ikke at hade mig selv eller græde og skrige hvorfor jeg dog blev født, jeg valgte ikke at ønske at jeg bare kunne dø, jeg valgte ikke at blive afhængig af piller eller tvinge mig selv til at motionere, jeg valgte ikke at gøre livet til et helvede 

OG DET VAR IKKE NOGET DER BARE KOM 

alt dette stammer tilbage til jeg var en lille usikker pige, tilbage til en tid hvor jeg VAR en stor pige og derfor fik kommentarer om det og det var ikke disse kommentarer der gjorde mest ondt - det var den stemme indeni mig selv, der hver ENESTE gang gav dem ret. Det stammer tilbage til de dage, hvor jeg som pige cyklede ned i netto og købte en masse slik for mine lommepenge, hvorefter jeg ville gemme det for mine forældre - det stammer tilbage til hvor jeg kun følte mig god nok online, hvor mit udseende ikke var det, jeg blev dømt på 

JEG VALGTE IKKE BULIMI

og det gør jeg STADIG ikke - og jeg har perioder hvor alt sammen føles som første gang jeg trådte ind på hospitalet og så har jeg perioder hvor alting virker fint og tingene nu egentlig kører ok, men tankerne og følelsen af et være så stor at man fylder alt, at man er til besvær og i vejen for folk, jamen den er der stadig for mig. Sommeren er specielt hård, da jeg er meget alene og tankerne derfor får frit spil. 

Jeg er ikke i behandling mere, da jeg er gået i glemmebogen, men jeg NÆGTER at give op nu når jeg er kommet så langt. 

 en spiseforstyrrelse er IKKE et valg, ligesom tvangstanker eller afhængighed af fx hårde stoffer heller ikke er. MAN KAN IKKE BARE SIGE AT UNGE MENNESKER KOMMER IGENNEM DET ELLER AT DET ER EN FASE 

Jeg skriver ikke at jeg er den, der har haft det hårdest, for det er jeg langt fra - jeg skriver blot: 

det er en kamp og det er ikke for sjov. Det er noget vedkommende skal være villig til at kæmpe imod 

og alle mine tanker går ud til dem der kæmper med angst, spiseforstyrrelse, depression, OCD, afhængighed af en art og mange mange andre ting 

hey vil bare gerne kramme og snakke og smile og grine lidt for højt og drikke en karton eller fire dårlige papvine og kigge på stjernerne og fryse på en behagelig måde fordi at jeg ikke er alene og finde den der såkaldte indre ro og ryge en masse cigaretter og trodse at det giver os lungekræft og bare være unge og vågne og i live og en anelse dumme og bare gøre hvad vi har lyst til og jeg ved ikke engang om jeg mener det på den ene eller anden måde men hey jeg vil bare gerne mærke noget der er ægte og ikke påklistret og påtaget og falskt og jeg vil gerne have ondt i maven og ondt i hovedet dagen efter fordi jeg ved at jeg ikke er alene og ikke er alene med og om det og drukne mig i dyner og dårlige film og god musik og levende lys og levende sjæle og drikke rester af papvinen og føle nærhed og tryghed og lege blind for en stund og ikke have ondt og være i mig selv og kunne være i mig selv i en andens selskab og være i os selv sammen og gå i seng når solen står op og indånde den der tykke, varme luft der bliver til når man sover flere sammen og smile af det sovende ansigt og til det også og omfavne realiteten for det er så sjældent at man egentlig er til og hey vil bare gerne mærke noget og vise noget og gøre noget og lave noget og føle at det er ægte

2

Nogle gange tror jeg det er vigtigt at holde nogle af sine drømme for sig selv

Ikke fordi de er urealistiske eller ikke er vigtige nok til at blive sagt højt, men fordi de nærmest er for vigtige. Du ved.. Nogle drømme virker så farverige og boblende når man holder dem for sig selv, og hvis man så får udtrykt dem på en lidt for flad måde eller til hvem der viser sig at være den forkerte person, kan de blive smadret på et splitsekund. Og det er så fucking ærgerligt. Så hvis du har en fantastisk drøm som betyder virkelig meget for dig, så sørg for at holde den i live og læg planer inden du lader andre ændre din egen tro på, at den drøm nok skal gå i opfyldelse. For det kommer den til. Hvis bare du vil det nok, så skal det hele nok lykkes

Jeg har en mani med, at jeg en gang i mellem, når jeg hører musik med høretelefoner i, lige skal tjekke og tager begge dutter for at være sikker på, at folk ikke kan høre noget. Ikke fordi jeg ikke vil have, at folk ved, hvad jeg hører, men mere fordi jeg ikke gider være til gene for andre…