destinationations

Hvem Forlader Først?

Jeg var 8 år gammel, da min ene storebror forsvandt. Fra dag til anden kom han aldrig på besøg mere, og ingen snakkede om det, det var som om han aldrig havde eksisteret. Jeg kan huske, at jeg gik og undrede mig over, hvad jeg havde gjort galt. Hvorfor ville han ikke komme og se mig længere? Var jeg ikke en god nok lillesøster?
Jeg var 12 år gammel, da mine forældre satte mig ned, fortalte, at min bror sad i fængsel. Først dér mente de, at jeg var gammel nok til at forstå det.
Jeg var 13 år gammel, da min anden storebror valgte, at han pludselig ikke ville se min far. Han fortalte mig aldrig hvorfor, men blev væk til alle familiearrangementer.
Jeg var 14 år gammel, da jeg blev konfirmeret, og ingen af mine brødre dukkede op. Den ene, fordi han havde opbrugt alle sine udgangstilladelser for perioden, den anden fordi han stadig ikke ville se min far. Jeg husker hvordan de begge havde lovet at komme, hvordan jeg forestillede mig dem brase ind af døren hvert andet sekund, men det skete aldrig.
Jeg var 15 år gammel, da mine forældre gik fra hinanden. Min far var min mor utro, og allerede en måned efter skilsmissen havde far officielt ny kæreste. Eller, jeg fandt selv ud af det.
Jeg var 17 år gammel, da min far glemte min fødselsdag, sagde at han ikke lige havde haft tid eller råd til at finde på en gave. Men tid og råd til konstant at rejse til diverse forskellige destinationer i Europa med kæresten, det havde han.

Indeni har jeg stadig en 8'årig lille pige, der ikke forstår, hvad hun gjorde galt. En lille pige, der gang på gang blev svigtet af mænd. En lille pige, der hellere vil forlade andre, før de forlader hende.

Så, det her er mig, der forlader dig.

Vi var to matchende ar; de samme udvekslende linjer i den selvsamme film - vores spillefilm. Vi var den yndlingssang, som vi begge sang med på i synkroni, imens vores stemmebånds rungen flyttede bjerge og ledte vores fantasi til det fredsfyldte Himalaya, hvor din og min sjæl kunne lege frit sammen i ro og mag. Var. Vi var engang et os. Men os blev til vi; og vi blev til dig; og dig blev til mig; og du og jeg blev til - hvem? Alting endte i kaos og larm; et virvar af modstridende følelser, der viklede sig rundt om hinanden og dannede knuder på luftrøret. En krig, hvor alle knep gjaldt, om hvem der var skyld i hvad; hvem der hurtigst kom videre; hvem der hurtigst kunne glemme; hvem der, med korteste intervaller, kunne dyrke sex med flest; hvem der var mest ligeglad; hvem der gav op på hvem; og hvem der først fik nok. Men nu har støvet lagt sig, kanonerne er løbet tør for krudt, blodet er blevet udgydet og der står kun ét mørbanket spørgsmål tilbage på slagmarken. Vil du stille dig tilfreds med at falde i søvn i skyggesløret af den forkerte hver evig eneste nat? Indtil det ikke længere er nok; indtil drengene fra byen, du tager med hjem, ikke er nok; indtil deres omfavnelse ikke længere gør dig tryg, men kun maser dig ned i fjedrene af sengen; indtil deres kroppe ikke varmer dig, men blot fylder dit hjerte med kold, overflødig luft, der til sidst springer i luften af overbelastning; indtil fatamorganaet af det rigtige begynder at se forkert ud; indtil facaden ikke længere holder stik, men langsomt går i opløsning og efterhånden svinder hen; indtil deres tilstedeværelse bare får dig til at føle dig endnu mere ensom. Mutters alene siddende på dit værelse med dine sprukne læber pakket rundt om en smøg, der ikke længere lader til at dulme både hoved- og hjertepinen og lede tankerne et andet sted hen; væk fra alle minderne om ham, der engang kunne kategoriseres som værende “the one and only”, men pludseligt og uventet endte med at være “the one out of many”. Du ser mig stadigvæk i sort og hvid; som et fotografi af en anden løgn; et andet liv, der aldrig blev født. Men bringer du farverige nuancer til billedet, kan du se, at der ikke er så meget at frygte, som du tror. Jeg ville hellere starte fra bunden af igen og bygge et robust hjem end at leve i et faldefærdigt hus af gamblende kort, hvor væggene bliver blæst væk af vinden og taget falder ned over hovedet på os, og vi er endnu ikke vågnet op fra mareridtet, vi håbløst prøver at flygte fra, så vi ender med at blive knust og dø af kvæstelser; væk og borte og aldrig mere igen. Nej, jeg vil holde fast på dig som om, at jeg aldrig ville kunne lade dig gå. Du kan sige og ikke sige, hvad du vil sige; sige hvad du aldrig viser eller mener - men lad os være ærlige og sige, hvad vi allerede ved. Din sjæl hører til her. Det er ikke, fordi jeg ikke kunne tyde det, da jeg følte skriftsproget, der dannede sig i din hånd ved berøring. Dit bål er slukket, og jeg er den eneste i en miles omkreds, der ved, hvordan man tænder det på ny. Og husk på. Når man først har lært at tænde et bål, sidder det i kroppen - og så glemmer man det aldrig. Vi fik det bedste og værste ud af os; men udryddede det bedste, da livets strabadser og turbulente flyveture til ukendte destinationer tvang os til det. Vi blev til en tumult af ung kærlighed og forvirrende teenage-hormoner. Men jeg ved, at vi stadigvæk holder hinanden varme, selv uden fysisk nærvær, når vores tanker spadserer ud i små tråde og ender med at væve hinanden. For jeg ved, at du stadigvæk kigger ud fra dit værelse om aftenen og håber på, at jeg kommer valtrende med øjnene sigtende efter dit vindue; at du valgte fransk som sprogfag i gymnasiet, fordi du syntes, det var så hyggeligt, da jeg sagde je t'aime eller kaldte dig for mon monde med min gebrokne accent. Jeg ved også, at du stadig finder mig i de sange, vi lå og lyttede til, da vi dovnede den af og legede under lagner hele dagen på dit værelse. Ja, faktisk de fleste af ugens dage. Og midt i dette opkast af tankemylder, står jeg på stationen og overvejer at tage hjem til dig, selvom jeg nok øjeblikkeligt ville blive skudt koldblodigt ned af din forpulede far som en uagtsom ræv til jagtsæsonen. Men hold kæft, hvor ville det være en smuk måde at dø på.