neonlys

START!

Find yourself bored with life? Tired of going to work when you could better spend it playing a fantasy world as a hero? Great! We feel the same way. Take a stop on by Neonlis, a chill, awesomely cool arcade where gaming never ends and become who you want to be, rather than who you have to be. **We don’t give refunds to people who get too into their new lifestyle and ruin it completely.

                                              Info | Positions | Apply | Staff

AMNESTY 2013: UKENDT KUNSTNER - NEONLYS
[5.71]


And then take a cab to Denmark…

Anthony Easton: I couldn’t quite figure out what this sounds like. Familiar and cryptic at the same time, it might serve as an argument against the idea that pop culture is monolithic, and in favour of current Danish culture. Both good things.
[8]

Scott Mildenhall: Unknown Artist: a none-more appropriate name for a duo approaching escape from anonymity. It’s an expert packaging of theme all round – the unremitting glow of the production even sounds like neon lights: bright, but as imposing as the city itself, Hans Philip’s determination slightly offset by unacknowledged sadness (it’s just the glare blurring his eyes, honest). There’s so much beauty, and so much possibility, but when the lights are turned off, the future remains unclear – only he knows he’s going to do it.
[8]

Brad Shoup: 808s and hubris, I guess, with wishes for cash showers and the phrase “neon lights” brayed like an inevitability. The internet says the line about being 24, driving down H.C. Andersen, is a nod to Nik & Jay’s 2009 single “Hot!”, but the nearly narcotic synth draping and spare drumslap make it a grander self-portrait. Still, I can’t shake “Paranoid” during those verses, and neither of these dudes are Mr. Hudson, which, I think I ought to clarify, is a bad thing in this case.
[6]

Patrick St. Michel: All three points given to the chorus and its robo-croak. Rest of the song just hops in place.
[3]

Alfred Soto: The thumping sequencer and beat are marvelous, the vocoder less so. Also, this track sounds like it’s all verse and no chorus, and the verses evoke a slower “Dancing On My Own.”
[4]

Crystal Leww: This comes out sounding like someone sat these guys down and told them exactly how to write a verse-hook-verse-hook type of song, then helped them program some preset beats into their free software. There’s plenty of musicians that do that (and don’t get me wrong; the democratization of music is awesome), but this just feels so toothless by the end.
[4]

Jer Fairall: There’s a slight but still uncomfortable hint of Auto-Tune sheen on the chorus, but for the most part the robots are left to provide synth-pop hums and whirls that cushion a rap that exudes much more melancholy than bravado. The language barrier prevents any side-by-side comparisons, of course, but even without a text I can parse, I’m finding this pretty little track vastly more fulfilling than the entirety of Nothing Was The Same.
[7]

[Read and comment on The Singles Jukebox ]

Put your hands up for Shanghai!

20. februar 2014

Så er vores ophold i Shanghai forbi, og i dag går turen længere nordpå til byen Shijiazhuang. Jeg sidder netop nu og tænker på, hvordan jeg mon vil huske Shanghai, og jeg er faktisk slet ikke i tvivl; fart, travlhed, neonlys, masser af mennesker, høj teknologi, vild trafik og et VANVITTIGT natteliv. Shanghai er en by fuld af liv. Men livet i byen er meget forskelligt alt efter, hvor i byen man befinder sig. Floden Huangpu River deler nærmest Shanghai to; en vestlig- og en østlig side. På den vestlige side, finder man Nanjing Lu (Shanghais svar på Strøget) kendt som verdens travleste gade, og også det gamle Shanghai finder man her. Den østlige side af floden kaldes Pudong og er det nye Shanghai med internationale selskaber, skyskrabere og businessmen i suits. Eftersom Pudong er det nye Shanghai er denne del af byen også meget mere vestlig i sit udseende og liv end den anden side af floden. Neonskiltene er væk, og lyset på bygningerne er lavet i et mere enkelt design. Men det er ikke kun når man tager fra den vestlige del af byen og over til Pudong, at man vil opleve den hastige udvikling som Shanghai stadig gennemgår i dag. Også når man f.eks. tager et lille stykke ud af centrum vil man opleve, hvor hurtigt Shanghai er blevet til en af verdens største byer. Her finder man nemlig gamle kvarterer med faldefærdige huse, og det virker som om, at disse kvarterer ikke rigtigt har kunnet følge med i byens hastige udvikling. I stedet er man flere steder i fuld gang med at rydde disse gamle kvarterer, så der kan blive plads til nye, høje bygninger. Vi havde faktisk lidt forventet at mange af indbyggerne i Shanghai ville kunne forstå bare en lille smule engelsk, når nu byen er så international, men sådan er det slet ikke. Selv her forstår de fleste kinesere basicly ikke et ord engelsk, så det er ofte noget af en udfordring at begå sig i Shanghai. Men generelt er folk venlige, og de kinesere vi har mødt, som har kunnet tale lidt engelsk har været rigtig søde til at være tolk for os, når vi f.eks. har skullet finde vej, eller købe noget på et marked. Mange af kineserne er også meget fascinerede af vores anderledes udseende og vi har efterhånden vendt os til, at folk vender sig på gaden og kigger efter os, peger, eller vil have taget billeder med os. Det er egentlig meget sjovt, men også lidt mærkeligt nogle gange. Anyways, Shanghai er en vanvittig by og helt sikkert et besøg værd, og jeg er helt sikker på, at jeg en dag vil tage til Shanghai igen, men nu må vi videre på vores rejse!

SLAMS THIS DOWN SO FAST–
Name: Gogo Tomago
Age: 22
Position applying for: Challenger / Ticket Buddy 
Favorite Game: Racing games. Whether their your standard game where you sit down and steer a wheel, or the (better) games where you hop onto an actual motorcycle and steer it around on the screen.
Prior work experience: While I haven’t had a job, I’ve been studying mechanics and engineering at The San Fransokyo Institute of Technology for the past 4 years prior to coming her. I’m specializing in motorbikes, crafting the fastest kinds.
 
Why do you want this position: Your racing game. It’s the closet thing to a motorbike. The scientists took away my motorbike. I want a motorbike. (PROFESSIONAL ANSWER: She would loved to be paid by supervising and playing video games.)
Other: If something glitches, chances are I’d be able to fix it. Also, I can function as both a Challenger and a Ticket Buddy if you’re tight on staff. …As long as I get paid in gum for working double shifts.
Should she leave out the bit where she doesn’t work well with kids? Yeah, probably.

“Our team is full of special people, huh. DK’s game is still busted if you want to start fixing it up, if not I’ll check it later. As for the gum, I’ll bring extra with me so you don’t lose your screw or whatever. You’re in for both positions if that’s what you really want.”

Welcome to the staff, Gogo! You’re set to work in the afternoon starting Monday. Get your challenge on and try to look as amused as possible at the ticket booth. Don’t forget to follow the arcade’s page here for updates and specials we’ll be having in the future!

'Kort' om Cambodia

Kære Alle

Efter at have tilbragt blot en enkelt, skøn og begivenhedsrig dag i Ho Chi Mihn City i Vietnam hoppede vi endnu en gang på en bus, denne gang for at komme over grænsen til Cambodia og ende i Phnom Pehn. Efter vores fejlkalkulation omkring antallet af dage til vores afrejsedato, som viste sig at være fem dage tidligere end forventet, kunne vi kun tilbringe et enkelt døgn i hovedstaden, før vi måtte hoppe videre til Siem Riep og Angkor Wat- hvor vi så til gengæld ville kunne tage det roligt blandt ruinerne, med hele fem dages sightseeing.

Da vi først på aftenen trådte ud af bussen i Phnom Pehn blev vi mødt af en urimeligt lummer aftenbrise- og ikke meget andet. Den to millioner store hovedstad var bogstaveligt talt næsten tømt for mennesker; skodder var trukket for butiksvinduer, neonlys og reklameskilte var slukkede og kun en enkelt knallert eller to drønede uforsvarligt hurtigt ud af de brede boulevarder. Elementet af spøgelsesby gav os næsten gåsehud- det notoriske Khmer Rouge regime havde ved deres indtræden i ‘75 tømt Phnom Pehn for dens befolkning, og sendt dem til landets rismarker for at slide sig selv ihjel i solidaritetens navn. Historien havde rigtig nok gentaget sig- men ikke på samme gruelige vis, som vi havde i tankerne; i forbindelse med Kmerenes nytår var stort set hele hovedstadens befolkning derimod, traditionen tro, draget mod deres barndomshjem eller mod Cambodias ultimative nationale helligdom, Angkor Wat. Resultatet var en uges mennesketom storby, uden restauranter, rejsebureauer eller butikker, men til vores held stadig et par åbne hoteller. Vi indlogerede os så hurtigt som muligt på et, og hoppede direkte derefter ud i Phnom Pehns gader for at få oplevet byens måske allervigtigste seværdighed, det tidligere fængsel nu folkemordsmuseum kaldet S-21. Her fængslede og torturerede Khmer Rouge-regimet alle indbildte ‘fjender af staten’, og sammen med vores efterfølgende tour til 'the Killing Fields’ næste dag gav det os et overraskende nuanceret og indgående, omend fucking deprimerende, indblik i de næsten fire års rædsel som den cambodianske befolkning måtte gennemgå under Pol Pots såkaldt kommunistiske regeringstid. Fængslet var blevet indrettet med en ny udstilling fra Sverige omhandlende den gruppe unge, venstreorienterede svenskere, der i 70'erne besøgte og sympatiserede med Khmer Rouge-regimet, og selvom den nuværende regering slet skjult forsøgte at nedtode regimets kommunistiske ideologi, da styret idag er bygget på selvsamme idealer, var udenlandske udstillinger som denne med til at hive pædagogikken og objektiviteten gevaldigt op. Vi gik fra både fængslet og henrettelsesområderne med en tung knude i maven, men også med håb for en bedre fremtid for den smilende cambodianske befolkning- efter et århundrede fyldt med komplet kaos, kan det næsten ikke blive andet en bedre.

Landets historiske tumult afspejler sig på mange måder i gadebilledet i Phnom pehn, der er fuld af modsætninger- de enorme mængder skrald i gaderne, ufuldstændigt asfalterede veje, faldefærdige huse dækket med telefonledninger og vilde hunde mindede os om Kathmandu i Nepal og udtrykte den dybe fattigdom, som landet længe har befundet sig i og har svært ved at ryste af sig. Men samtidig bestod store dele af byen af brede boulevarder omkranset af grønne arealer, smarte vestlige kaffekæder og en idyllisk promenade langs med floden- noget, der kunne afspejle den accelererende interesse i landet fra udenlandske investorer, især Kina, samt den hastigt stigende turisme. Det eneste, der holder Cambodia fra at rejse sig fra fattigdommen og 'lave en Vietnam’, er Cambodia People’s Party, der via indgroet korruption, afpresning og juridiske tricks har holdt sig på magten siden Vietnam gik ind i landet og afskaffede Khmer Rouge regimet- længere end noget andet styre i Asien. Flere medlemmer af Khmer Rouge regimet fortsatte ufortrødent i den nye regering, ledet af et tidligere medlem af Khmer Rouge, der havde overgivet sig til Vietnameserne- og hvis dette styre får lov til at forblive ved magten vil Cambodianerne ikke kunne ryste korruptionen og uigennemsigtigheden af sig. Måske burde FN overveje at hæve stemmen en smule højere og løfte en pegefinger, som de har gjort tidligere med hovedsagligt stor succes. Det er højtrystede og muligvis forhastede eller ubegrundede meninger, jeg udtrykker på baggrund af et par dages rundtur i en storby, plus lidt baggrundslæsning og museumsbesøg- men I ved jeg næsten kun gør mig i hurtige og højtrystede meninger, det er nu engang det sjoveste! I’ll try to keep it down.

Anyways, det blev en lang smøre om få dage. Vi tog videre fra Phnom Pehn mod Siem Riep eftermiddagen efter vores ankomst- og fandt dermed hurtigt ud af, hvor alle hovedstadens mennesker var smuttet hen. Siem Rieps gader var fyldt til det absolutte bristepunkt med tætbefolkede biler og motorcykler, stort set alle hoteller var fyldte (vi fandt et lille, meget eccentrisk et for enden af en gyde, hvor der var plads), og selve Angkor Wat skulle være mere menneske end mursten, så tætbefolket af valfartende Cambodianere, at den 5 km lange vej ud til templet er en konstant bilkø. Den første dag i Angkor-området har vi derfor brugt på mere fjerntliggende ruiner, i håbet om at de ikke ville være så overrendte, og at mængderne snart drager tilbage mod storbyen. Selv de mindste og fjerneste templer er en sværm af kameraer, farverige t-shirts og generel forstyrren, og det er svært at fokusere på ruinernes storslåethed (for storslåede er de uden tvivl), sålænge en familie på 12 tager gruppebilleder med alle individers kameraer foran hovedruinen, en unge skriger fordi hun ikke gider gå mere og de mellemstore børn stirrer på dig mens de piller næse. Man ender uundgåeligt med at kigge mere på mennesker end ruiner, og varfarterne bidrager da også med sjovt gadeliv i Siem Riep og søde smil- men alligevel mindes man Bagan i Myanmar med et suk, hvor hver turist havde ti stort set urørte tempelruiner for dem selv, og takker skæbnen for at vi fik lov til at opleve dette vidunder næsten uspoleret, før der går Angkar i det hele. Ruinerne her er enorme og arkitekturen fuldstændig unik- men det kan være svært at hægte sig ved, når hver kvadratmeter er dækket af turist. Jeg er selv en del af turismen, men ikke en stor fan af for megen turisme- men alligevel tilhænger af den komfort og øgede levestandard, der følger med turisme- og dog indædt modstander af det pengemaskineri og den forvaskning af lokalkultur og -venlighed, der også nemt opstår med turisme. Det er noget af en følelsesmæssig rutsjebanetur, fyldt med ambivalens, tilfredshed og (selv)had- men det løser sig nok ikke foreløbigt. Jeg må lære at acceptere de sure bestanddele af turismen som de søde, tror jeg.

Wow, det blev godt nok langt denne gang! Det blev vist mere en tankestrøm end så meget andet, men sådan bliver det let med sådan noget skriveri- det er blevet lidt af en personlig rejsedagbog for mig, og jeg glemmer tit at mennesker muligvis læser med (og dømmer mig imens). Oh, well, vi går ud fra at det ikke er mange andre end min mor. Hej, mor! Jeg regner med at skrive lidt mere fra Angkar Wat inden vi rejser videre mod Borneo den 20., men det bliver nok ikke lige så langt. Jeg skal nok også få lagt nogle billeder op, med så få turister som muligt. Hav det godt så længe!

Knus fra C og A

Name: roxy lalonde
Age: 16
Position applying for: challenger and/or in store staff
Favorite Game: as far as what any game ever? earthbound and pikmin got the tie love me some old school games but modern ones are hella also
Prior work experience (you don’t need it): none since there werent a whole lotta other humans aka jus me and one other in our world and any arcades that got to exist were prolly underwater 
Why do you want this position: i have mad kindsa love for gamin and its basically one of the only things i did for prolly all of my life up until about a year ago
you could say…gaming is my life *wonk
For Game Devs- Give a mini game idea: not applyin to this but check it wizards all wizards maybe cats as wizards or wizard cats
Other: im a pretty skilled hacker and hells kindsa great with tehcnology if i say so myself as beautiful as i got skillz and i am one fine ass babe

“If you’re good with technology and gaming, then I don’t see why I shouldn’t hire you. You also said you’re one fine ass babe, so I guess that has to be a plus too. You’re in for both positions. Just don’t bring up wizards again, those are so overdone.”

Welcome to the staff, Roxy! You’re set to work in the afternoon starting Monday. Wear a smile and try not to rub loses in the faces of the players too much. Or do. Nothing better than bragging rights, afterall. Don’t forget to follow the arcade’s page here for updates and specials we’ll be having in the future!

APP 001

Name: leopold stotch, but everyone calls me butters!
Age: 10
Favorite Game: hello kitty online adventure
Prior work experience (you don’t need it): i used to be a pimp, but i hadda quit cause i didn’t think it was fair for me to be taking hard earned money all those bitches were making! i also used to be an author but uh… we don’t talk about that. 
Why do you want this position: video games are a lotta fun!! and who doesn’t like arcades, right? except for cranky old people. and i ain’t a cranky old person!
For Game Devs- Give a mini game idea: i just wanna be a staff member, thank you
Other: i’m really good at ballet :0 and computers!!

“So let me get this straight, you’re ten years old, your favorite game is Hello Kitty Online Adventure, you used to be a pimp, and you’re good at a ballet? Alright, kid. I guess I can hire you for what it’s worth. Don’t break any of the games, though. I just fixed the Tetris one last night and it took me a full two hours.”

Welcome to the staff, Butters! You’re set to work Monday afternoon, so wear your best smile and have a good attitude. Don’t forget to follow the arcade’s page here for updates and specials we’ll be having in the future!

In-Store Staff

Name: Ratatosk
Age: ……17? (10,000+)
Position applying for: In-Store Staff
Favorite Game: Melty Blood
Prior work experience (you don’t need it): None (Wild Monster Hunting back in own world)
Why do you want this position: Because doing nothing but reading manga and fighting people gets boring after a while. Also I have to have money to take my….girlfriend out on dates. 
For Game Devs- Give a mini game idea:
Other:

“Is your girlfriend a pillow with a case on it? No– never mind, don’t answer that. The job is yours to earn money for dates with.”

Welcome to the staff, Ratatosk! You’re set to work in the afternoon starting Monday. Perform a beautiful smile even if you’re not feeling it and be sure to be welcoming. Don’t forget to follow the arcade’s page here for updates and specials we’ll be having in the future!