madsebakke

Sommersolhverv på Ikea-møtrikker

I dag for 3 år og 16.000 km siden startede jeg denne blog

I dag Sankt Hans aften er det præcist 3 år siden jeg kørte ud på landevejen på min Royal Enfield motorcykel og begyndte at skrive om mine oplevelser her. Det er blevet til mere end 16.000 kilometer og 99 essays fra Europas storbyer plus nogle fra Vietnam og Singapore.

Det er tankevækkende, at mit motorcykel-eventyr startede på årets mest optimistiske dag. Jeg er nået langt på min maskine i enhver henseende. Omend ikke så langt som en ung ven, jeg har mødt på turen. Han er den hårdeste hund jeg kender. Han har i 8 år kæmpet mod flere trolde og hekse, end vi andre møder i et helt liv. I dag ringede han og fortalte, at han havde vundet en kamp over et malende bureaukrati, som havde kvast de fleste andre. Nu var han klar til et nyt kapital i sit liv. Sommersolhverv er en livgivende begivenhed.

Jeg er i øvrigt netop kommet hjem fra folkemødet på Bornholm; Min udtur kunne høres hele vejen fra Helsingborg til Rønne. Da jeg i øsende regnvejr kørte forbi Ramlösa (!) - mere vådt bliver det ikke - gik udstødningsrøret fra ved manifolden. To møtrikker var forsvundet ud i den blå luft. Jeg har ikke noget imod at larme - men et løst udstødningsrør er ikke cool. At køre 110 på motorvejen og ens motorcykel lyder forkert er faktisk ret stressende.

Men så er det, at jeg kommer til at elske sin solide og u-sofistikere motorcykel. De søde folk på hotel Verona i Sandvig fandt nemlig en håndfuld møtrikker, som var blevet til overs, da de samlede en Ikea-sofa. Og to af møtrikkerne passede perfekt til mit udstødningsrør og dæmpede den værste støj. Der var stadig lidt falsk lyd tilbage, men som en af de andre gæster sagde: “Så må du køre forbi Ikea og købe en pakning også”

Folkemødet er en spændende begivenhed - et mylder af politikere og kendisser - som taler for at blive hørt, men som ikke selv hører efter de andre. Mødet er blevet dækket markant i medierne, DR havde mere end 100 mand på¨opgaven, så politikken lader jeg dem om. Men jeg vil godt fortælle om en lille afstikker jeg tog i Allinge. 

200 meter bag Allinge Idrætshal og alt politiker halløjet ligger Madsebakkes helleristninger. Det er Bornholms flotteste helleristninger, som er figurer hakket ind i klipperne af bronzealderfolk for tre tusind år siden. De har blandt andet afbildet skibe - som dette der sejler solen over himlen - og på Madsebakke finder man også Nordens mest imponerende hjulkors. Motivet er et symbol på årets gang, og korset peger mod de 4 verdenshjørner. Helleristningen er en hyldest til solen og naturens kredsløb.

At stå ved de gamle kunstværker ved midsommertid og lade fingrene glide rundt i fordybningerne, mens man ser ud over Østersøen, er som at flytte tre årtusinder. Jeg kan fysiske mærke sporene af mennesker 150 generationer væk og de har som mig glædet sig over naturens konstante kredsløs. Hjulkorset er vidne om en kontinuitet og vigtighed, som overgår alt politik-gøglet i de mange telte i Allinge.

Det undrer mig, at slet ingen af de tusindvis af folkemødegæster går de 200 meter herop og bliver inspireret af de vidunderlige bronzealder-kunstværker. Men der er så meget jeg ikke forstår. Så jeg taget hjelmen på og tramper liv i maskinen - nu med Ikea-møtrikker - og kører ud af byen forbi Hammershus.

Denne fantastiske helleristning i Madsebakke - hakket ind i klipperne af en kunstner for 2.700 år siden - er en hyldest til solen, midsommeren og de skiftende årstider